Final4 er igen indenfor rækkevidde for Team Esbjerg

28/12 - 2022

I sidste sæson fik Team Esbjerg en god oplevelse ud af Santander Cup. Final4 blev spillet hjemme i Blue Water Dokken, og det endte også med to sejre og en pokal. Nu står holdet i en kvartfinale mod København Håndbold, og igen kan de skimte muligheden for at være med i finaleweekenden.

Kampen kommer efter en jul, hvor holdet har gjort alt for at lade batterier op igen. Siden kampen mod Kastamonu i Champions League har holdet ikke været samlet i 10 dage. Målet har været at give spillerne så meget tid som muligt, hvor de kunne restituere.

– For os gælder det om at tage de fridage, som vi kan få. Det er nogle kompromisser, som man må tage som træner, da vi naturligvis godt kunne have mødt ind tidligere og stået bedre til kampen. Men det har uden tvivl været godt fos os. Batterierne var flade i ugerne efter slutrunden. Nu er vi igennem det og kan komme videre, siger cheftræner Jesper Jensen.

Sidste sæsons triumf er ikke glemt i truppen. Sejren over Odense i finalen og fejringen med de mange tusinde Team Esbjerg-fans var et af højdepunkterne i sæsonen.

Derfor går holdet også ind til kampen under den forudsætning, at de vil vinde, også selvom turneringen er den mindste af de tre, som de deltager i.

– Vi er et hold, der gerne vil vinde alle kampe, vi deltager i. Vi var glade for at vinde Santander Cup sidste år, og især fordi det var på hjemmebane, og vi vil gerne vise, at vi er med helt fremme igen, siger cheftræneren.

I første omgang skal de dog forbi København Håndbold, og det er en mundfuld i sig selv. Hovedstadsklubben har haft en glimrende sæson og indtager i øjeblikket femtepladsen kun to point efter Team Esbjerg i Kvindeligaen. Derfor bliver det også et svært opgør mod et hold, som altid kan drille de store hold.

– Der er mange ting, som vi skal holde øje med hos dem. De har et godt forsvar, og det giver dem gode muligheder i deres kontraspil, som de også er stærke til. Selvom de ingen venstrehåndede bagspillere har, så har de flere gode højrehåndede i blandt andre Stine Jørgensen. Sidst vi mødte dem, havde vi godt styr på deres kontra, fordi vi var gode til at slutte angrebene, og det bliver nøglen igen, siger Jesper Jensen.

Han kan igen juble over, at Rikke Poulsen ser ud til at være sin skade kvit. Målvogteren har ikke været i aktion på denne side af slutrunden, og han tror, at hun spiller med. Således er alle klar til at jagte endnu en Final4 i Santander Cup.

Team Esbjergs trup til kampen i Santander Cup kvartfinalen mod København Håndbold torsdag den 29. december kl. 18.30 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Amalie Milling og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.