Ikast Ryde'de bordet for point trods mange esbjergensiske chancer
25/11 - 2022
En forfærdelig første halvleg blev efterfulgt af en intens anden, hvor Team Esbjerg var lige ved og næsten at få det ene point med hjem fra Ikast i Kvideligaen. Men Ikast Håndbold udviste en tilstrækkelig kølighed til at tage alle to point og dermed cementere deres førsteplads i ligaen.
At Team Esbjerg faktisk kom tæt på point lå ikke i kortene efter de første 30 minutter. De to hold fulgtes godt ad hen til 6-7 11 minutter inde. Og så gik det galt for gæsterne.
Jessica Ryde begyndte at tage endnu mere fra, og på en periode på 13 minutter tog hun alt, hvad der kom hendes vej. Chancerne esbjergenserne kom frem til, var såmænd store nok. Svenskeren kom bare i vejen igen og igen. Hun sluttede også halvlegen af med en redningsprocent på 54, hvilket – lidt overraskende nok – kun var nok til en føring på 15-11.
Efter pausen var kampen tæt på at knække. Team Esbjerg fik spillet sig lidt tilbage, men når de havde muligheden for at vinde momentum helt over på sin side, så var Ryde igen i vejen.
Ved 22-15 tog cheftræner Jesper Jensen en timeout, og det gav pote. De næste fem mål var esbjergensiske, og kampen var igen helt åbent, da Amalie Milling også var begyndt at tage fra i målet. Stillingskrigen fortsatte frem til 24-22, inden Henny Reistad fik reduceret yderligere til 24-23.
Ikast tog de næste to mål, inden Team Esbjerg svarede igen med to. Mette Tranborg gjorde det til 26-27 med lidt over et minut igen. Point var stadig muligt. Ikast tog en timeout med 47 sekunder igen med en arm i vejret fra dommerne.
Desværre fik hjemmeholdet scoret, med under 30 sekunder igen, og så var det ligegyldigt, at Reistad fik reduceret med 10 sekunder igen. Pointene var væk, hvilket ærgrede i Team Esbjerg-truppen, da alt andet var af høj kvalitet.
– Det var egentlig ikke så meget at analysere. Vi brændte 19 åbne chancer, og så kan man ikke vinde håndboldkampe. Jeg syntes, at vi kæmpede og spillede fantastisk angrebsspil, vi dækkede fint op, og vi gjorde alle de rigtige ting, men vi skulle bare score på vores chancer. Når vi brændte så mange, så var det vildt, at vi ikke tabte med 10, men fordi vi spillede så godt og gjorde alle de rigtige ting, så blev det alligevel tæt. Alle parametre på nær ét var i orden. Men stadig en masse ros til spillerne, sagde en skuffet Jesper Jensen efter kampen.
Når alt klikkede, og de alligevel stod med et nederlag, var det med til at skabe en underlig følelse. For hvordan kan det være, at man kan have teten i kampen og komme frem til mange chancer, men alligevel tabe, når modstanderen havde sine udfordringer?
– Hvis vi kiggede på kampens resultat, så ærgrede det os, for der skulle ikke meget til, for at det havde været en sejr. Men når vi nu tabte, så ville jeg hellere tabe med mange brændte chancer, for det er nemmere at rette til, sagde cheftræneren.
Med sejren rykker Ikast Håndbold også fire point fra Team Esbjerg i grundspillet. Med flere hold, der kæmper om førstepladsen og en mulig EHF Champions League Women-billet, er udfordringen stor. Men troen på, at det kan lade sig gøre er stadig til stede.
– Præmissen er, at vi nu skal vinde resten, og det bliver supersvært. Men hvis vi gør, så har vi også taget to point fra Ikast, og så er vi sandsynligvis bedre ind dem indbyrdes, da vi kun tabte med en i dag, sagde Jesper Jensen.
Kravet er derfor simpelt i kampen mod Aarhus United på tirsdag: Sejr. Opgøret går i gang klokken 18.30 i Blue Water Dokken.
Kampen i tal:
Ikast Håndbold – Team Esbjerg 28-27 (15-11)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 6, Vilde Mortensen Ingstad 5, Anne Tolstrup Petersen 4, Mette Tranborg 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Kristine Breistøl 2, Kaja Kamp 1, Nora Mørk 1, Kathrine Heindahl 1, Beyza Türkoglu 1.
Topscorer Ikast Håndbold: Ingvild Bakkerud 9.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Ikast Håndbold: 2
I IBF Arena.