Pokalkamp tager fokus fra semifinalen i Viborg
14/05 - 2022
Hvis det stod til Team Esbjerg selv, så havde de gerne taget en træning i Blue Water Dokken i stedet for en rejse til Hadsted for at spille 6. runde af Santander Cup. For på onsdag spilles anden semifinale mod Viborg HK, og da første opgør endte uden vinder, er alt åbent. At der ligger en pokalkamp i vejen er derfor ikke helt optimalt for holdet, der dog stadig går efter sejren, men med semifinalen konstant i baghovedet.
For selvom en kamp mod Hadsted Håndbold ikke burde skabe problemer under normale omstændigheder, så er opgøret omringet af afgørende kampe, der kan være med til at definere en sæson.
Derfor bliver der tale om en balancegang for trænerteamet til opgøret. For sejren skal i hus, men der skal bruges færrest mulige kræfter. Alligevel bliver det uden spillere fra ungdomsholdene, som ville kunne aflaste, slår cheftræneren fast.
– De spillere, der skal spille onsdag, spiller også søndag. Vi har nogle ting, som vi gerne vil træne og prøve, og derfor bliver det de samme spillere. Så er vi godt klar over, at Hadsted ikke er på samme niveau som Viborg, men det er stadig en god mulighed at teste nogen ting, siger Jesper Jensen.
Derfor bliver kampen denne weekend brugt som en træningskamp. Cheftræneren er også klar over, at det rent mentalt kan komme til at koste, selvom der burde være stor niveauforskel mellem de to mandskaber. Men kampen på onsdag har for stor betydning.
– Vi ville hellere have haft en ekstra træning, så det er lidt ærgerligt, så derfor tager vi kampen som en træning. Vi ved godt, at det kan være farligt mod et første divisionshold, men opgøret på onsdag er det vigtigste, fortæller Jesper Jensen.
På trods af Viborg-kampen ude i horisonten, så går holdet efter at vinde på søndag. Det vil Jesper Jensen gerne slå fast. Som forsvarende mestre går holdet også efter at vinde turneringen igen, men det bliver uden det store forarbejde.
– Målet bliver at gå videre og få nogle minutter i benene på et fornuftigt niveau. Vi har ikke så meget fokus på, hvad de har, og det kan godt være farligt ikke at lægge bare lidt viden ind i spillerne om deres kommende modstander, men der bør være forskel på niveauet, siger cheftræneren.
Marit Røsberg Jacobsen og Annette Jensen er på nippet til at være tilbage, men det er usikkert, om det bliver i denne kamp.
Team Esbjergs trup til kampen i 6. runde i Santander Cup mod Hadsted Håndbold søndag den 15. maj kl. 14 i Vestjysk Bank Arena:
Målvogtere: Dinah Eckerle, Rikke Poulsen
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Annette Jensen, Line Myers, Michala Møller, Henny Reistad og Mette Tranborg