Et point skaber glæde men ikke tilfredshed
11/05 - 2022
Trætheden var til at føle på for Team Esbjerg, der med nød og næppe fik det ene point hjemmebane i det første opgør i Bambusa Kvindeligaen mod Viborg HK. At bide skeer med de største i europæiske håndbold koster for alle hold, og det gjorde det også for esbjergenserne.
Dønningerne fra søndagens opgør bølgede stadig i Blue Water Dokken, og hjemmeholdet fik ikke den bedste start. De kom bagud mod gæsterne, og det var først hen mod slutningen af de første 30 minutter at hullet blev lukket.
I anden halvleg var det Viborg igen med overtaget. Især Anna Christensen stod i vejen for meget for Team Esbjerg, der dog kom frem til mange chancer. Alligevel blev syv mod seks-spillet taget i brug i slutminutterne, der vil få mange til at tænke på CSM Bucuresti-kampen efter efteråret.
Her var Team Esbjerg bagud med tre, da der manglede få minutter af opgøret, men på et mål i de døende sekunder, lykkedes det holdet at stjæle en sejr. Det var lige ved at ske igen i dag.
Viborg var foran med 28-31, da der manglede små fire minutter. Et straffemål blev opfulgt af en god forsvarsaktion, hvor Mette Tranborg fik reduceret yderligere på angrebet efter til 30-31.
Herefter kom stolpen i vejen for Viborg, inden Michala Møller fik udlignet med lidt over et minut igen. Gæsterne havde stadig muligheden for at tage sejren hjem, og med 15 sekunder steg Kristina Jørgensen til vejrs.
Dinah Eckerle kom i vejen, men riposten tilfaldt Line Haugsted, der igen prøvede. Men endnu en gang kom den tyske målvogter i vejen, og lige pludselig fik Team Esbjerg en kontra, men sekunder var for få til at Vilde Mortensen Ingstad kunne få en afslutning afsted.
Dermed ender dramaet uden en vinder, og set i bakspejlet var det den mentale træthed fra kampens i søndags, som sad i benene.
– Der var lidt træthed efter et tæt program. Viborg lykkedes i starten med deres kontraer, og vi dækkede fint op i resten af kampen, hvor vi dog havde problemer med at score. Langt hen ad vejen skal vi være glade for det ene point, for det var en god indsats, når man manglede de sidste fem procent, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Næste kamp for Team Esbjerg er på søndag, hvor de fortsætter forsvaret af Santander Cup-titlen på udebane mod Hadsten.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Viborg HK 31-31 (15-15)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 10, Vilde Mortensen Ingstad 6, Kristine Breistøl 4, Mette Tranborg 4, Kaja Kamp 3, Michala Møller 2, Sanna Solberg 2.
Topscorere Viborg HK: Line Haugsted, Thilde Frandsen og Lærke Nolsøe 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 0
Viborgt HK: 0
I Blue Water Dokken.