Esbjergensisk tålmodighed gav bonus til sidst
20/03 - 2022
Team Esbjerg havde problemer med at få scoret i de første 40 minutter af opgøret, selvom de kom frem til fine chancer. Derfor var holdets tålmodighed vigtig i opgøret over København Håndbold i Bambusa Kvindeligaen, hvor det til sidst endte med en overbevisende sejr på 27-33.
Første halvleg var meget lige, selvom det var Team Esbjerg, der var førende. Gæsterne begik ganske få fejl, men de havde store problemer med at få scoret. Johanna Bundsen i det københavnske mål viste storspil, og derfor lykkedes det ikke esbjergenserne at skabe et stort forspring.
Det lykkedes omvendt heller ikke København at udnytte de mange redninger til noget brugbart på måltavlen. Til det lavede de for mange fejl i det etablerede angrebsspil.
Bundsen sluttede første halvleg med en redningsprocent på 51,9, og de mange redninger gav dem flere muligheder på kontra. Her blev det til seks mål i de første 30 minutter, mens Team Esbjerg stod noteret for nul. Derfor endte første halvleg helt lige på 13-13.
– København gjorde, hvad vi vidste, de ville komme med. Stor aggresivitet i deres forsvar og så spurte afsted på kontraer. Det lavede de seks mål på, men de lavede også mange fejl. Vi holdt koncentrationen i vores returløb gennem hele kampen, og når de satsede, som de gjorde, så ville de også komme til at lave fejl, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Efter pausen fik Team Esbjerg endelig skabt et forspring. Otte minutter inde kom de op på 17-21, og det var som om, at det var med til at knække hjemmeholdet. En timeout fra værterne hjalp heller ikke, da føringen forblev på fire og senere blev udbygget.
– Vi havde en fornemmelse af, at vi havde slået hullet der, og hvis vi blev ved med at være koncentreret i vores returløb, så skulle vi nok holde forspringet kørende. Det lykkedes, for vi var enorm dygtige til at komme hjem, sagde Jesper Jensen.
Udskiftning i målet for København hjalp ikke, for offensivt blev Team Esbjerg ved med at producere. De holdt fejlene væk, og det blev kun til fire tekniske fejl for gæsterne, hvilket stod i kontrast til værternes 16, og det var nok her, at kampen blev afgjort.
København kunne nemlig ikke komme tæt på, og når Team Esbjerg ikke gav nogle unødige bolde væk og samtidig holdt en skarphed i offensiven, så var der ingen spænding til sidst. Sejren blev på 27-33 til gæsterne, der kan mærke, at de er ved at være i omdrejninger igen efter en tid med få træninger.
– Det var vigtigt for os, at komme ind i kampen med høj intensitet. Siden sejren i Santander Cup har vi ikke haft mange træninger, og det har været et bevist valg, så spillerne kunne få et pusterum. Vi viste en høj intensitet, og det giver os noget at bygge videre på, sagde cheftræneren.
På onsdag skal denne intensitet igen komme på prøve. Her kommer Nykøbing F. Håndbold til byen i Bambusa Kvindeligaens sidste grundspilskamp. Opgøret går i gang klokken 20 i Blue Water Dokken.
Kampen i tal:
København Håndbold – Team Esbjerg 27-33 (13-13)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 11, Vilde Mortensen Ingstad 6, Mette Tranborg 5, Beyza Türkoglu 4, Kristine Breistøl 3, Kaja Kamp 1, Michala Møller 1, Marit Malm Frafjord 1, Line Myers 1.
Topscorer København Håndbold: Maria Lykkegaard 10.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 0
København Håndbold: 1
I Frederiksberg-Hallen.