Drømmefinale skal afgøre Santander Cup
27/02 - 2022
Der er tale om de to bedste hold i Danmark i øjeblikket, der mødes i finalen i Santander Cup søndag eftermiddag. Team Esbjerg og Odense Håndbold topper i øjeblikket Bambusa Kvindeligaen, og begge er også videre i DELO EHF Champions League. Derfor kommer der håndbold af international kvalitet i Blue Water Dokken, hvor vinderen kan kalde sig pokalmester.
I de to semifinaler blev begge finalister presset. Team Esbjerg mistede en stor føring til Herning-Ikast Håndbold, men senere viste de klassen og lukkede opgøret til deres fordel. Odense Håndbold var meget mere presset. Gennem det meste af kampen var de bagud med tre-fire mål, og først hen mod de sidste 10 minutter kom de foran.
Ligheden mellem de to mandskaber er nemlig den vinderkultur, som de begge har fået ind i deres hold. Team Esbjerg har ikke tabt en kamp siden september, mens Odense Håndbold kun har tabt et opgør i denne sæson til et dansk hold, men det var i Blue Water Dokken, det skete.
Derfor kan man som objektiv tilskuer tale om en drømmefinale, når de to hold går på banen. Det samme gør cheftræner Jesper Jensen også, når han kigger frem på opgøret.
– Det er to hold, der er vant til at spille på højeste niveau, og som har klaret sig godt i Champions League, så det er på mange måder en drømmefinale, siger Jesper Jensen.
Udfordringerne er mange for Team Esbjerg inden opgøret. Selvom det blev en sejr i seneste opgør tilbage i begyndelsen af januar, så er forskellen mellem de to hold minimal. Kendskabet til hinanden er også stort, og derfor kommer det til at handle om, hvem der rammer dagen.
– Ingen af holdene finder på noget nyt til kampen. Vi skal dygtiggøre os selv og sørge for at spille kampen på den måde, vi gerne vil. Det lykkedes vi med i sidste opgør, hvor de vandt en halvleg, men vi vandt anden halvleg med mere. Vi har en klar idé om, hvad vi gerne vil. Det kommer også an på, hvem der har overskuddet, for de havde også en kamp, hvor de fik hård modstand, så det bliver på mange måder sjovt og udfordrende, siger cheftræneren.
En anden udfordringer ligger i, at tiden mellem de to kampe er knap. Spillerne skal sætte sig op til en ny kamp mindre et døgn efter, at de har spillet sig til finalen. Jesper Jensens tiltro til sine spillere er enorm, og derfor føler han ikke, at det bliver det største problem.
– Nu skal vi have set lidt video på dem. Vi har nogle spillere, der er i en sindssyg god, fysisk form. Samtidig er det heller ikke femte kamp på syv dage, det er to kampe lige efter hinanden, og der er tale om en finale. Så det kan vi sagtens løse, siger han.
Kampen mellem Team Esbjerg og Odense Håndbold går i gang klokken 15.30. Kampen er blevet rykket en halv time frem i forhold til det oprindelige tidspunkt.
Team Esbjergs trup til finalen i Santander Cup mod Odense Håndbold søndag den 27. februar kl. 15.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Dinah Eckerle og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen
Højre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Annette Jensen, Line Myers, Michala Møller, Estavana Polman, Henny Reistad og Mette Tranborg.