Horsens kunne ikke lirke Esbjergs forsvar op

03/11 - 2021

En floskel i sport er, at angreb sælger billetter, men det er et forsvar, der vinder mesterskaber.

Hvis det er så vel, ligger Team Esbjerg efterhånden lunt i svinget. For igen i aftes kunne modstanderen intet stille op. Denne gang var det Horsens Håndbold Elite, der prøvede i Bambusa Kvindeligaen, og igen var det Team Esbjergs forsvar, der lagde fundamentet til sejr.

Og fundamentet blev allerede støbt i kampens indledning. Skarpheden var til forskel i diverse ender af banen. I Esbjergs offensiv var spillerne kyniske, og i den anden ende var Rikke Poulsen svær at skyde forbi. Målvogteren endte med en redningsprocent på præcis 40.

Allerede efter seks minutter måtte Jan Leslie tage sin første timeout, da hjemmeholdet havde kørt Horsens over med en føring på 5-1. Den føring blev udbygget stille og roligt, og som kampen skred frem blev dominansen næsten kun større.

Forsvaret gav ingen chance til gæsterne, der ledte efter løsninger, men intet kunne finde. Pauseføringen på 17-9 virkede stor, men forskellen på de to mandskaber var også stor i dag.

Efter pausen prøvede Horsens at bide lidt fra sig, men det var kun i de begyndende minutter. For herefter ramte Team Esbjerg en stime. De gik nemlig fra 17-11 til 27-12, og kampen blev afgjort i de minutter. Selvom gæsterne prøvede på syv mod seks i angrebet og endnu en timeout undervejs, så stod værternes forsvar helt i top.

– Det var en meget koncentreret indsats. I første halvleg spillede vi bedre. Det var fedt med sådan en kamp, for vi kunne sørge for ikke at køre nogen af spillerne i bund. Jeg roste også spillerne bagefter, for det var ikke givet at spille sådan her. Det var en enorm god indsats, og vi kom ud af opgøret med en god følelse, sagde Jesper Jensen efter kampen.

Kampen gav en masse spilletid til alle, og det lykkedes også alle udespillere at komme på måltavlen i dag. Samtidig blev 5-1-forsvaret også testet lidt, og op gennem anden halvleg var det årsagen til, at føringen blev forstørret kraftigt. Successen med forsvaret er kun med til at give cheftræneren endnu flere muligheder.

– Vi har længe gerne ville frem i et 5-1-forsvar, for vi mener, at vi har et godt, offensivt forsvar, men vi har fundet en enorm tryghed i vores 6-0, som stod godt mod Rostov-Don i søndags. Over tid vil det også være godt for spillerne at blive udfordret i stedet for det bliver ‘business as usual’, siger Jesper Jensen, der også peger på, at de lige nu har maksimalt fem træninger om måneden, og derfor bliver kampsituationerne vigtige for at testet tiltagene af.

Hen mod slutningen fik Horsens reddet lidt af æren igen, og de satte sig på seks af kampens sidste otte mål. Det ændrede dog ikke på et helhedsbillede, at Team Esbjerg var i kontrol fra start til slut i sejren på 34-21.

Næste kamp for Team Esbjerg er på lørdag, hvor Herning-Ikast Håndbold venter. Topkampen lover spændingen, og samtidig har esbjergenserne revanche til gode, da midtjyderne tog bronzemedaljerne i fjor foran Team Esbjerg.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Horsens Håndbold Elite 34-21 (17-9)

Målscorere Team Esbjerg: Kaja Kamp 5, Mette Tranborg 5, Annette Jensen 5, Michala Møller 4, Beyza Türkoglu 4, Marit Røsberg Jacobsen 3, Kristine Breistøl 2, Sanna Solberg 2, Henny Reistad 2, Marit Malm Frafjord 1, Vilde Mortensen Ingstad 1.

Topscorer Horsens Håndbold Elite: Marija Obradovic 4.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

Horsens Håndbold Elite: 2

1937 tilskuere i Blue Water Dokken.