Endnu en lang europæisk rejse venter Team Esbjerg
22/10 - 2021
For anden gang på en uge skal Team Esbjerg ud på en længere europæiske rejse, når de tager til Kroatien for at møde HC Podravka Vegeta i DELO EHF Champions League. Senest endte det i et fornemt point på udebane i Ungarn mod FTC-Rail Cargo Hungaria. Denne gang står de over for de kroatiske mestre.
Der er tale om et dominerende hold, som Team Esbjerg skal møde i weekenden. I den kroatiske ligas historie, har der kun været fire sæsoner, hvor de ikke har vundet mesterskabet, og én af dem var på grund af corona. Derfor er der også tale om et hold, der har fået meget erfaring på den internationale scene, men som i de seneste år ikke har leveret store resultater.
Det samme er gældende i år. Én sejr er det blevet til over Buducnost BEMAX, som ligger sidst i puljen. Men på trods af det, forventer cheftræner Jesper Jensen, at det bliver en hård kamp.
– Det er altid svært på udebane i Champions League, selvom de kun har to point. Det er nemlig et fornuftigt håndboldhold, de har. De er gode til at holde boldene i gang i angrebet med lange angreb, og så har de især en stærk kontrafase, siger Jesper Jensen, der også peger på, at holdet og fansene på lægterne vil komme med en masse Balkan-engagement.
Team Esbjerg har tidligere mødt kontrastærke hold i den hjemlige liga, og der har været udfordringer med at stoppe omstillingerne. Derfor har holdet brugt tid på at minimere fejlene, så modstanderen ikke vil få muligheden for at løbe dem over.
– Det handler om intensitet og fokus. Det er vigtigt, at man ikke lige bruger to sekunder på alt muligt andet end ens opgave i returløbet. Samtidig skal vi være bedre til at kommunikere rundt, når vi kommer hjem og står, siger Jesper Jensen.
Holdet tager mod Kroatien dagen inden opgøret, og det bliver den anden udebanetur i den internationale turnering i træk. Lange rejser til udlandet er ofte udmattende, men holdet er efterhånden vant til, at tage på længere turene sammen.
– Forhåbentlig får den ingen effekt. Det vil være nemmere at give alt i sig til en hjemmekamp, end hvis man har været ude at rejse. Men det er noget, vi har gjort før, og vi ved, hvad der møder os, siger cheftræneren.
Mette Tranborg og Marit Røsberg Jacobsen har i den seneste tid måtte se kampene fra sidelinjen. Cheftræneren siger, at man regner med, at Tranborg er med, mens man vil se tiden af med Jacobsen.
Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League Gruppe A mod HC Podravka Vegeta lørdag den 23. oktober kl. 18.00 i Sports Hall Fran Galovic, Koprivnica:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Henny Reistad, Annette Jensen, Michala Møller, Mette Tranborg og Line Myers.