Ringkøbing holdt stand i én halvleg mod Team Esbjerg

20/10 - 2021

Chancerne for en overraskelse var til stede for Ringkøbing Håndbold, der onsdag aften gæstede Blue Water Dokken og Team Esbjerg. Og oprykkerne fulgte også godt med i opgøret i Bambusa Kvindeligaen, men efter pausen fik hjemmeholdet styr på gæsterne, der blev sendt hjem med et nederlag på 32-24.

Kampen fra i onsdags i Ungarn sad lidt i benene, da dommerne fløjtede opgøret i gang foran 2064 tilskuere. For Team Esbjergs side kom det til syne i form af flere offensive fejl, og en boldomgang, der manglede den sidste skarphed. Det førte til flere nemme mål for Ringkøbing, der fulgte med frem til 11-11.

– Vi kom fra en hård en weekend med lange rejsedage, så det var lidt forventeligt, at der ville være trætte ben. Det lykkedes os at holde ro på, selvom de blev ved med at hænge på. Alt i alt var det fint, at vi kom til pause med plus to, og ikke minus to, sagde Jesper Jensen efter kampen.

Og rigtigt nok var det en esbjergensisk føring ved pausen. For hen mod slutningen lykkedes det at holde Ringkøbing til chancer fra distancen, hvor gæsterne ikke besidder den store trussel. Derfor blev det også til tre røde mål i træk, inden kampuret stod på 30 minutter og en føring på 14-12.

Efter pausen holdt Team Esbjerg tempoet i forsvaret. Dette gav også Rikke Poulsen fornemme betingelser til at tage fra i målet, og hun sluttede af med en redningsprocent på 38.

For Ringkøbings offensiv havde problemer. Indspillene til stregen var der lukket af for, og aftalerne mellem spillerne i Esbjerg-defensiven var på plads, og det gjorde, at gennembrudene fra bagspillerne heller ikke var en mulighed.

– Vi kom ud meget mere koncentreret i anden halvleg. De har også set mere video af os, end vi har af dem, så de har sikkert været mere bekendte med os end omvendt. Det krævede lidt tid at omstille sig til, sagde Jesper Jensen.

Derfor var de værste hæmninger smidt, og Team Esbjerg kunne langsomt men sikkert trække fra gæsterne på scoretavlen, og det var selvom både Mette Tranborg og Marit Røsberg Jacobsen ikke var med, og bredden i truppen blev udnyttet. Det kom især til syne ved, at hele 10 forskellige spillere kom på måltavlen i dag.

Slutresultatet på 32-24 endte med at blive passende for en kamp, hvor Team Esbjerg lykkedes med at bevare roen, selvom oprykkerne fra Ringkøbing viste spil, der har skaffet dem store resultater i indeværende sæson.

Næste kamp for Team Esbjerg er allerede på lørdag igen, hvor de endnu en gang skal ud i Europa. Denne gang Kroatien, hvor de skal møde HC Podravka Vegeta i DELO EHF Champions League.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Ringkøbing Håndbold 32-24 (14-12)

Målscorere Team Esbjerg: Kaja Kamp 6, Henny Reistad 6, Line Myers 5, Kristine Breistøl 5, Marit Malm Frafjord 2, Beyza Türkoglu 2, Annette Jensen 2, Vilde Mortensen Ingstad 2, Michala Møller 1, Sanna Solberg 1.

Topscorer Ringkøbing Håndbold: Alberte Simonsen 6.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

Ringkøbing Håndbold: 2

2064 tilskuere i Blue Water Dokken, Esbjerg.