Mesterskabet skal igen til Esbjerg
23/08 - 2021
Sidste sæson bød på mange udfordringer for Team Esbjerg, der måtte nøjedes med en fjerdeplads efter tre dramatiske kampe mod Herning-Ikast Håndbold i kampen om bronzemedaljer. Dermed blev det også en sæson uden store triumfer, og det skal der laves om på i den kommende sæson.
Team Esbjerg kommer ind til sæsonen 2021-22 med en ny trup, som har fået tilgang af flere store profiler og en større bredde på nøglepositioner, som kan være med til at kompensere for de skader, som kostede i seneste sæson.
Målet for klubben har derfor ikke ændret sig. Ambitionerne er stadig tårnhøje i Esbjerg, hvor der igen skal være fest på Torvet, når sæsonen slutter til maj.
– Målsætningen giver sig selv: Vi vil gøre alt for at blive danske mester. Det ville vi også gerne sidste år. Vi skal igen være en del af toppen af de to danske turneringer, og så vil vi også gerne præstere bedre i Champions League end sidste år. Vi er med i en gruppe, der er kandidater til at komme i Final4, siger cheftræner Jesper Jensen.
For at opnå disse mål har der været flere udskiftninger på holdet. På målvogterposten er tyske Dinah Eckerle hentet ind i stedet for Rikke Marie Granlund, der er taget til Frankrig. Tyrkiske Beyza Irem Türkoglu har taget over for Elma Halilcevic, som vi kommer til at se igen i denne sæson i en Nykøbing-trøje.
Sonja Frey er taget til Herning-Ikast og Nerea Pena er taget nordpå til Champions League-mestrene fra Vipers Kristiansand. Fra netop Vipers er Henny Reistad kommet til, og Michael Møller er det seneste indkøb fra Herning-Ikast.
– Vi har et enormt godt hold med mange gode spillere. Der er flere af dem, som kommer til at presse mig for spilletid, fordi de er så dygtige. Vi vil være i stand til at lægge et stort fysisk pres på vores modstandere, fordi vi hele tiden kan sætte en ny god spiller ind, siger cheftræneren.
Final4 i DELO EHF Champions League er stadig en stor drøm for klubben, hvor ottendedelsfinalen blev endestationen i fjor. Muligheden for noget stort er også til stede, men i første omgang skal gruppespillet gennemføres, hvor det helst skal blive til en sjetteplads som minimum for at kvalificere sig videre. Cheftræneren mener dog, at det kan lade sig gøre.
– Lodtrækning ser svær men også spændende ud. Der er mange faldgruber, når der er så mange dygtige hold. Vi skal kæmpe for at komme i top 3 i gruppen, og det bliver svært, men det er en udfordring, vi kan lide, siger Jesper Jensen.
Den 25. august tager Team Esbjerg hul på sæsonen i Santander Cup, hvor de skal møde Randers HK, inden Bambusa Kvindeligaen går i gang med et brag mod Viborg HK på hjemmebane den 31. august. Og truppen er klar.
– Vi har det godt. Stemningen er god, og vi har fået noget fornuftigt ud af at være få spillere på grund af OL. Nu er de kommer hjem, og vi har spillet træningskampe på højt niveau, siger Jesper Jensen.
Team Esbjergs trup til sæsonen 2021-2022
Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Henny Reistad, Estavana Polman, Annette Jensen, Michala Møller, Mette Tranborg og Line Myers.