Team Esbjerg er sikret plads blandt Europas store klubber
29/06 - 2021
Team Esbjerg er blandt seks klubber, der er blevet opgraderet til at deltage i den nye sæsons DELO EHF Champions League. Klubben vandt grundspillet i Bambusa Kvindeligaen og var dermed i betragtning til en ekstra dansk plads ud over de danske mestre fra Odense Håndbold i Europas højest rangerende klubturnering.
– Det er fantastisk, at vi nu er sikret en plads i den fornemmeste europæiske turnering. Hele vores økonomiske og organisatoriske setup er gearet til, at vi deltager i Champions League, vi har for første gang indgået aftaler med internationale partnere, og vi har hentet spillere, der har en klar forventning om at spille med i turneringen. Alt går dermed op i en højere enhed, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.
Cheftræner Jesper Jensen er ikke mindre fornøjet over, at Champions League-pladsen nu ligger fast. Han havde i sammenligning med de nationer, Danmark og Team Esbjerg var oppe imod, også forventet at være med.
– Med Champions League-opgraderingen kan vi fortsætte ad den vej, vi for længst er på. Vi har handlet efter, at vi skulle være med, både med de spillere, vi har hentet ind i truppen, og måden, vi har forberedt os på. Jeg vil rangere deltagelsen på højde med at blive dansk mester, fordi det er så vigtigt for rekrutteringen af nye spillere, at vi for tredje sæson i træk er med og dermed attraktive for europæiske topspillere at komme til, siger Jesper Jensen.
Han anser mulighederne for at hævde sig sportsligt i sæsonen 2021/22 for fine, efter at klubben med flere skadede profiler ude opnåede en skuffende placering i det indledende gruppespil i den foregående sæson og kun lige nåede med i playoff-runden.
– Selv om vi syntes, at vi var godt med i kampene mod alle hold, var vi ikke rigtig i nærheden af at nå kvartfinalen, og det var skuffende. Jeg har en fornemmelse af, at vi kan gøre det bedre i år, og jeg synes, vi hører til i top otte i Europa. Det må være målet. Det kræver imidlertid, at vi placerer os bedre i gruppespillet, siger Jesper Jensen.
Champions League-formatet vil også i den kommende sæson svare til herrernes med to grupper a otte hold. Lodtrækningen foregår 2. juli i Wien, og Jesper Jensens præferencer er overvejende geografiske med Metz Handball, IK Sävehof, Vipers Kristiansand og Dortmund som de foretrukne modstandere på grund af rejseafstanden, når turneringen indledes i september.
Økonomisk har Champions League tidligere været en tvivlsom oplevelse, men det har ændret sig, og med eksponeringen for millioner af tv-seere er både Team Esbjerg og byen sikret uvurderlig synlighed til gavn for tiltrækningen af både turister, borgere – og håndboldspillere.