Odense står i vejen i sæsonens største udfordring
10/05 - 2021
Semifinale.
Det er nu, sæsonen for alvor spidser til. Det er nu, de mange træningstimer, de mange møder, de utallige taktiske oplæg, og de mange knubs skal betale sig.
I Team Esbjerg er tavlen vasket ren efter en trist afslutning på puljespillet i slutspillet. Modstanderen i semifinalen er Odense Håndbold, der har været blandt de største konkurrenter i Bambusa Kvindeligaen i denne sæson.
Første opgør spilles på den anden side af Lillebælt, efter den i første omgang blev flyttet med en uge. Det har givet spillerne en længere pause, men også cheftræner Jesper Jensen, der kun har haft fokus på opgøret på tirsdag. Det har givet ham muligheder for at finde flere taktiske finurligheder, der vil kunne vende det til Team Esbjergs fordel.
– Vi tager til Odense for at vinde, og taktisk er vi godt forberedte. Men det bliver ikke kun en kamp mellem mig og Ulrik Kirkely (Odenses træner, red.). Spillerne skal også spille på deres intuition inde på banen. Der er dygtige spillere på begge sider af banen. For os gælder det om at vide, hvor vi kan ramme dem offensivt, og hvor vi kan ramme dem defensivt, og det er det, jeg har forberedt spillerne på, siger Jesper Jensen.
Tirsdagens modstander sluttede godt af i puljespillet, hvor det blev til tre sejre i træk og en førsteplads i den modsatte pulje. Den står lidt i kontrast til den afslutning på puljespillet, som Team Esbjerg havde. Om fynboerne kan drage fordel af det, tvivler cheftræneren på.
Omvendt har holdet nemlig vist, hvad der skal til for at vinde i Odense. Sæsonens første kamp stod mellem de to duellanter, og her blev det til en sikker esbjergensisk sejr. Returopgøret var mere lige, men igen var det Team Esbjerg, der trak det længste strå.
– Vi går ind til kampen med en god følelse. Vi føler, at vi er klar til kampen. Der er tale om to gode hold, så derfor er der ingen klare favoritter til opgøret. Det er meget 50-50, ligesom det også er i hele semifinaleserien. Der er ingen klare favoritter til at vinde, siger cheftræneren.
Den lange pause har kommet Team Esbjerg til fordel på lazarettet. Estavana Polman er med igen, efter hun blev smittet med corona i seneste landskampspause. Samtidig er Kristine Breistøl også i bedring, efter hun sad ude i seneste opgør. Derfor er alle klar til at tage det første skridt mod sæsonens store mål. Semifinalerne vindes af det hold, der først når tre point.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen semifinale første opgør mod Odense Håndbold tirsdag den 11. maj kl. 20.00 i Odense Idrætshal:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg, Line Myers, Estavana Polman og Nerea Pena.