Københavnsk kontramaskine skal holdes i skak
30/03 - 2021
En sikker sejr i den første af seks slutspilskampe har sendt Team Esbjerg til tops i Bambusa Kvindeligaens ene pulje. På onsdag venter København Håndbold, der længe lå til at tage en vigtig sejr over Herning-Ikast Håndbold, men de endte med at tabe sejren på gulvet i anden halvleg.
To gange har Team Esbjerg mødt hovedstadsholdet, og det er blevet til to sejre i esbjergensisk favør. Men det betyder ikke nødvendigvis, at en sejr er givet. København Håndbold var i seneste opgør meget tæt på at tage point fra Team Esbjerg på hjemmebane. Derfor forventer cheftræner Jesper Jensen også et intenst opgør.
Det er især ét våben, som København kan komme til at ramme Team Esbjerg med.
– Det bliver en svær kamp, og sådan er det altid i en slutspilskamp. Vi skal især være opmærksom på deres kontraer. Det er der de er dygtige, og det har vi haft problemer med tidligere. Derfor gælder det om at komme hjem og være klar i de første fem-syv sekunder i anden bølgen, fortæller Jesper Jensen.
Som tidligere nævnt kommer København Håndbold fra en stor skuffelse i seneste opgør mod Herning-Ikast. Men cheftræneren roser den kommende modstander for at være gode til at vaske disse skuffelser væk. Derfor regner han heller ikke med, at den vil sidde fast i holdet, når de kommer til Vestkysten.
– Det problematiske er, at de er gode til at rejse sig igen efter skuffelser. Senest havde de tabt med 15 mod Viborg i kampen forinden, og så spillede de en god kamp hjemme mod os. De kommer også med gode, individuelle kvaliteter. Udover deres kontrafase, så kan vi ikke blot pege på én ting, som kan blive afgørende for kampen, siger Jesper Jensen.
Til manges store overraskelse kom Estavana Polman også tilbage igen i sidste uge, efter hun har siddet ude hele sæsonen med en slem knæskade. Hollænderen kom ind og scorede fire mål på sine fem forsøg. Men man skal ikke forvente, at hun kommer til at spille en afgørende rolle med det samme.
Så slem en skade vil tage tid, og derfor er håbet hos Jesper Jensen, at hun vil kunne få dyrebar spilletid og kampform, men kun når chancen byder sig.
– Hun er stadig i genoptræningen, og jeg tror stadig på, at hun vil få spilletid. Men hun skal roligt ind på holdet. Der skal være plads til det, siger Jesper Jensen.
For første gang i år vil Jesper Jensen også være i stand til at tage alle spillere med. Der er ingen skader, og samtidig er Nerea Pena kommer hjem efter en uges orlov.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen Slutspil, Pulje 1 mod København Håndbold onsdag den 31. marts kl. 20.30 i Blue Water Dokken, Esbjerg:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg, Line Myers, Estavana Polman og Nerea Pena.