Rejsekaos glemt i sikker sejr over Silkeborg-Voel
10/02 - 2021
Efter at have været på farten gennem det meste af weekenden lykkedes det heldigvis Team Esbjerg at komme til Silkeborg for at møde Silkeborg-Voel KFUM i dagens kamp i Bambusa Kvindeligaen. Det var ikke til at spore, at det havde været en lang rejse hjem, for det endte med en solid sejr trods enkelte bekymringer i anden halvleg.
Gæsterne fra Team Esbjerg lagde stærkt ud, og de fik hurtigt opbygget et forspring på et par mål. Selvom hjemmeholdet kom op på 2-2, så vandt gæsterne den næste periode med seks mål og førte med 10-4.
En timeout fra Silkeborg-Voel fik stoppet momentummet, som Team Esbjerg havde fået kørt op, og forspringet blev langsomt mindre. Alligevel tog gæsterne en sikker føring med til pausen efter en målrig halvleg på hele 20-15.
– Vi spillede meget godt kollektivt i angrebet, men i defensiven gav vi dem for mange chancer, og det scorede de en syv-otte mål på, og det følte jeg var unødvendigt, sagde cheftræner Jesper Jensen om de første 30 minutter.
Efter pausen fik kampen mere liv. Værterne fik spillet sig ind i opgøret, og langsomt åd de ind på et Team Esbjerg-mandskab, der måske var ramt mentalt og fysisk på rejsen hjem fra kampen mod CSM Bucuresti.
10 minutter inde var forskellen kun på to mål, og det tvang Jesper Jensen til at tage en timeout.
– Der var nok en smule koncentrationssvigt. Vi havde et overtal i de første to minutter af anden halvleg, men vi slap to billige mål ind og den periode endte 2 – 2. Så ramte de en streak med tre mål i træk, og der nåede jeg at blive lidt nervøs. For der skulle ikke meget til, da vi fysisk og mentalt ikke var helt på toppen. Men spillerne var gode til at navigere dette, og hvis man er ligeglad som spiller, så betyder det hele ikke særligt meget. Så derfor skal holdet have stor ros, sagde Jesper Jensen.
For selvom Silkeborg-Voel kom op på 23 – 22, fik esbjergenserne skruet bissen på. De scorede syv af de næste otte mål i kampen, og dermed var et nyt forspring cementeret.
– Deres chance var vores panik. Og da vi fjernede denne panik, begyndte det hele at rulle igen, sagde cheftræneren.
De sidste 10 minutter af kampen var der ingen tvivl om resultatet. Værterne lavede mange tekniske fejl, og de blev straffet i den anden ende. Team Esbjerg fik doseret kræfterne i det travle program med lange rejsetider. Men disse er allerede glemt.
– Selvfølgelig havde vi bange anelser, men vi besluttede på et møde ved træningen i går, at vi ikke vil snakke om det. Vi vidste, at ingen ville have ondt af os, så vi ville ikke have ondt af os selv, afsluttede Jesper Jensen.
Næste kamp for esbjergenserne er på søndag, hvor de tager mod SG BBM Bietigheim på hjemmebane i DELO EHF Champions League.
Kampen i tal:
Silkeborg-Voel KFUM – Team Esbjerg 28 – 36 (15 – 20)
Målscorere Team Esbjerg: Marit Røsberg Jacobsen 6, Nerea Pena 6, Sonja Frey 5, Kristine Breistøl 4, Vilde Mortensen Ingstad 4, Marit Malm Frafjord 3, Annette Jensen 3, Mette Tranborg 2, Sanna Solberg 2, Elma Halilcevic 1.
Topscorere Silkeborg-Voel KFUM: Eira Aune og Julie Jensen 5.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1.
Silkeborg-Voel KFUM: 4.
0 tilskuere i JYSK Arena.