Sejrsstime kommer på prøve mod rumænske stjerner
05/02 - 2021
Sejren over Herning-Ikast Håndbold når knap nok at blive fordøjet, inden et ny opgør venter Team Esbjerg. Denne gang er det i DELO EHF Champions League, hvor holdet tager til Rumænien for at møde CSM Bucuresti.
De to hold har allerede mødt hinanden én gang tidligere i denne sæson. Her vandt rumænerne med ét mål i allersidste sekund sendt ind af verdensstjernen Cristina Neagu.
Det er dog et Esbjerg-mandskab, der tager til Rumænien med masser af selvtillid efter flere fornemme sejre i Bambusa Kvindeligaen, hvor de har tromlet al modstand ned. Især sejren over Herning-Ikast er med til at give spillerne et kæmpe boost. Blandet med den lektier man fik fra seneste møde mod rumænerne, har Jesper Jensen en plan med i bagagen.
– Vi lærte at være effektive, og at vi skal tage de chancer, der kommer i løbet af kampen. Det var måske den bedste håndboldkamp, vi har været med til i år, da den var på et meget højt niveau. Vi fandt også ud af, hvad der skal til for at vinde over dem, og vi skal være dygtige dernede, siger cheftræner Jesper Jensen.
Lørdagens modstandere består af en række stjerner, hvor den altoverskyggende er Neagu, der er blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller hele fire gange. Men selvom hun er den, der tager det største læs på holdet, så er der andre navne, som man skal holde øje med. Blandt andet Barbara Lazovic, Carmen Martin og Elizabeth Omoregie. For hvis man giver Neagu for meget opmærksomhed, så kan hun spille de andre bedre.
– Jeg ved ikke, om man kan holde hende nede. Hun vil lave mål, og det er uundgåeligt. Det gælder så om at minimere det, hun gør. Man kan dække hende op eller dække de andre op. Sidste gang gjorde vi det sidste, og der scorede hun i sidste sekund. De har spillere på alle pladser, som kan afgøre en kamp, siger Jesper Jensen.
Derfor kommer det til at kræve en stor præstation, hvis Team Esbjerg skal have vitale point med hjem i jagten på en top seks i gruppen.
– Det bliver en hård kamp, hvor vi bliver nødt til at præstere på et højt niveau. Det skal vi gøre ved at lave få tekniske fejl og stå godt i forsvaret, siger Vilde Mortensen Ingstad.
Værterne kommer til kampen med problemer. De seneste tre kampe i den europæiske turnering har de tabt. Senest med syv mål til Vipers Kristiansand på hjemmebane, så mulighederne er til stede.
På skadesfronten er der efterhånden ingen problemer. Alle med småskavanker er fit for fight, og det skal der også til, hvis det skal blive til point.
Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League, gruppe A, mod CSM Bucuresti lørdag den 6. februar kl. 17.00 (kl. 16.00 dansk tid) i Sala Polivalenta, Rumænien:
Målvogter: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Nerea Pena.