Ekspeditioner til Norge og Ungarn gav tre værdifulde point og ændrer Team Esbjergs muligheder
16/01 - 2021
Team Esbjergs bagage kom ikke med flyet fra Frankfurt til Budapest, og fredagens træning i kamparenaen måtte opgives. Men da spillerne fik pakket ud, var de klar til at gå efter to vitale point mod FTC-Rail Cargos talentfulde mandskab, der havde vundet de tre foregående kampe i DELO EHF Champions League.
FTC’erne forivrede sig og forærede for ofte Team Esbjerg bolden, og i de afgørende sekvenser vandt rutinen over ungdommen. Cheftræner Jesper Jensen og spillerne kunne yderst veltilfredse konstatere, at de to seneste ekspeditioner til Kristiansand og Budapest kastede tre ikke helt ventede point af sig. Med 28-24-sejren lørdag eftermiddag er presset lettet inden de altafgørende kampe om at holde SG BBM Bietigheim og RK Krim Mercator bag sig og fortsat være med i kampen om en kvartfinaleplads.
Nerea Pena var tilbage på den hjemmebane, hvor hun spillede i syv sæsoner, og begyndte på playmakerpositionen. Hun indledte med at sende et straffekast tydeligt ved siden af målet mod Blanka Bíró, der stod stærkt, og hun lod sig tilsyneladende rive med af FTC’ernes ivrige og risikofyldte spil. Spanieren tillod sig flere fejl end sædvanligt.
Derimod var Sanna Solberg velgørende skarp med sine afslutninger fra fløjen og i kontrafasen, for hun scorede fem af Team Esbjergs seks første mål og bragte sit hold foran både 5-3 og 6-4. Nordmanden udnyttede perfekt, at hollandske Antje Malestein var meget generøs med pladsen i sin opdækning på fløjen. Derimod var det ungarske forsvar meget opmærksomt over for de to backs, Mette Tranborg, der næsten ikke kom til afslutninger, og Kristine Breistøl, der unødvendigt overplacerede sine kraftfulde afslutninger.
Sonja Frey kom ind og var ud over en sikker straffekastskytte en stor inspirator i offensiven med sine hidsige løb og impulser. I den anden ende havde Team Esbjerg med fire nordmænd på skift og Mette Tranborg i fireblokken ret godt styr på FTC’s angrebsbestræbelser, om end tyske Emily Bölk og ungarske Katrin Kluijber ikke lod sig ganske neutralisere.
Efter Team Esbjergs tomålsføringer udviklede halvlegen sig jævnbyrdigt, indtil holdet atter kom foran med to ved 13-11. Kluijber halverede dog halvlegsføringen med den sidste scoring.
Anden halvleg begyndte ikke lovende, da Kluijber og Malestein hurtigt bragte FTC foran, men hjemmeholdets indledende offensiv holdt ikke længe. Rikke Granlund kom ind og reddede et straffekast fra Kluijber, Kristine Breistøl begyndte at ramme målet med to scoringer, og Sanna Solberg fulgte op med en kontrascoring til 17-15-føring.
I det følgende spillede Team Esbjerg rutinen ud. Rikke Poulsen havde redninger, Frafjord, Vilde Ingstad, Marit Røsberg Jacobsen scorede mål, sidstnævnte to i træk til 23-19, og presset lå på ungarernes skuldre. De fik reduceret tre gange og skabte ny spænding, men mere erfarne modstandere, Pena, Solberg og Frey, etablerede et nyt forspring, og Gabor Elek tog sin sidste timeout i desperationens skær. Bagud med tre og med under fire minutter tilbage skulle meget lykkes for FTC.
Det gjorde det ikke. Holdene skiftedes i slutfasen til at smide bolden væk, hvilket klart var i Team Esbjergs favør. Holdet havde masser af tid, og Pena og Ingstad aflivede enhver spænding med yderligere to mål omkring Emily Bölks niende scoring. Spanieren havde forståeligt nok masser af overskud til at kramme sine slukørede, tidligere holdkammerater efter kampen i den coronafri boble.
-Vi viste moral og koncentration i de to seneste kampe mod Vipers i Champions League og Ajax i den danske liga, og i dag tog spillerne er stort skridt spillemæssigt. Forsvaret stod vanvittigt flot, og midterforsvaret fik arbejdsro til at dæmme op for FTC’s skytter. Vi brændte mange chancer i angrebet, men vi formåede at tilspille os muligheder og at bringe mange spillere i gode situationer. Pena og Frey holdt bolden i gang i vigtige faser, og angrebslængden var nærmest lig med succes, sagde Jesper Jensen.
Han glædede sig over, at hans mandskab nu har overhånden i forhold til Krim inden de vigtige indbyrdes kampe.
-Nu skal vi bygge videre på momentet, og to sejre i den kommende uge mod Nykøbing F. Håndbold og Krim vil få os til at ligge rigtig fint, sagde Jesper Jensen.
Kampen i tal:
FTC-Rail Cargo Hungary – Team Esbjerg 24-28 (12-13)
Målscorere Team Esbjerg: Sanna Solberg 8, Marit Røsberg Jacobsen 4, Sonja Frey 4, Marit Malm Frafjord 3, Nerea Pena 3, Vilde Ingstad 3, Kristine Breistøl 2 og Mette Tranborg 1.
FTC: Emily Bölk 9 og Katrin Kluijber 7.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
FTC: 4
0 tilskuere i Gyula Elek Arena