Autopiloten tog over i Randers inden mødet med stjernerne fra Metz
18/11 - 2020
Den forsvundne evne til at lukke kampe er blevet fremhævet som en forskel på Team Esbjergs hold i seneste sæson og i denne. Midtugekampen i Randers vakte et nyt håb om, at den vigtige egenskab kan genoplives.
Med fem mål i træk inden for fem minutter i de sidste 10 minutter af første halvleg øgede Team Esbjerg den i forvejen solide føring fra 14-8 til 19-8, og så skulle man som Randers-tilhænger drømme sig tilbage til mesterskabssæsonen for over otte år siden for at tro på en vending. Kampen var lukket tidligt, og det endte med en stensikker udesejr på 33-25.
-Jeg er superglad for indsatsen. Vi fik også lidt foræret ved at vinde en periode med 6-0 i første halvleg. Vi vidste, at hvis vi spillede en god kamp i Randers, ville vi vinde, og det gjorde vi. Samtidig var det vigtigt for os at være friske til kampen mod Metz i Champions League på søndag, og det lykkedes også, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Nordmændene Marit Malm Frafjord og Marit Røsberg Jacobsen førte i første halvleg an i et studie af brudte Randers-angreb og lynhurtige scoringer på enten kontraangreb eller listige indspil til stregen. Kun stregspilleren Sidsel Mejlvang, der scorede en håndfuld mål før pausen og med sin dynamik på stregen var en håndfuld for Team Esbjerg-forsvaret, og delvis Kristin Thorleifsdóttir gjorde livet svært. Randers-cheftræner Niels Agesen kogte allerede i sin første timeout bagud 2-4, og det skulle blive langt værre.
Team Esbjergs nye spanier, Nerea Pena, kom på banen og tiltrak sig straks opmærksomhed, ikke med store armbevægelser, for hendes spil er bygget op om kuglelejerne i højre håndled og kort aftræk i frispilninger og afslutninger. Det bliver svært for cheftræner Jesper Jensen at fastholde fortællingen om, at hun i hvert fald indtil jul blot er supplement til de hårdt belastede spillere i bagkæden.
Mod halvlegens slutning begyndte favoritterne at sløse med bolden, og det blev også kendetegnende for dele af anden halvleg. Allerede lidt over midten af første halvleg blev det meste af bagkæden og flere positioner skiftet, og Jesper Jensen fortsatte efter pausen med det nærmeste, han kommer social udskiftning. Alle kom i spil – og præsterede. Men særligt Sanna Solberg og Kristine Breistøl blev aflastet inden søndagens hjemmekamp mod Metz Handball i DELO EHF Champions League. Solberg med lidt sygdom og Breistøl med ømme knæ.
Når det ikke blev spændende på noget tidspunkt, skyldtes det på ingen måde, at Randers ikke tappert spillede sin chance. Der var blot mindst en klasse til forskel, og så fortsatte Nerea Pena sin spillemæssige terror fra de positioner, hun blev placeret på. Syv mål på syv forsøg og seks frispilninger, den ene mere raffineret end den anden, samt et par tilfælde, hvor hendes krøllede håndboldhjerne blev et nummer for avanceret for de nye medspillere. Allerede nu en berigelse for Bambusa Kvindeligaen. Det samme er hjemmeholdets svenske skytte, Kristin Thorleifsdóttir, der bankede fem mål ind efter pausen.
Glemte vi at nævne, at Rikke Granlund i den anden ende stod fortrinligt med 17 redninger og en redningsprocent på 41 procent? Alle havde en god aften i Arena Randers.
Kampen i tal:
Randers HK – Team Esbjerg 25-33 (10-19)
Målscorere Team Esbjerg: Nerea Pena 7, Marit Malm Frafjord 5, Marit Røsberg Jacobsen 4, Mette Tranborg 3, Elma Halilcevic 3, Vilde Ingstad 3, Sanna Solberg-Isaksen 2, Sonja Frey 2, Kaja Kamp 2, Kristine Breistøl 1 og Annette Jensen 1.
Topscorere Randers: Kristin Thorleifsdóttir 7 og Sidsel Mejlvang 7.
Udvisninger:
Team Esbjerg 1
Randers: 0
397 tilskuere i Arena Randers