Team Esbjerg har glemt at vinde før Randers-kamp

17/11 - 2020

Team Esbjerg ramte på otte dage en nærmest uhørt stime med tre tabte kampe, men når man remser modstanderne op, Rostov-Don, Viborg HK og atter Rostov-Don, fremstår nederlagene i et mere forsonligt skær.

– Jeg kan ikke huske, hvornår vi senest har tabt tre kampe i træk. Vi har spillet lige op med tophold i Europa, men ikke haft evnen til at lukke kampe til egen fordel, og det havde vi heller ikke mod Viborg i den seneste ligakamp, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Onsdag aften venter den sidste kamp i Bambusa Kvindeligaen før jul, udekampen mod Randers HK, der seneste skuffede ved at tabe med et mål til Skanderborg Håndbold og ligger nummer 10 med otte point.

– Når man har spillet lige op med Metz og Rostov-Don, skal man kunne vinde i Randers, men det er bare ikke så let. Det vil på alle måder være vigtigt med en sejr, både for følelsen af at vinde igen og for pointene, der er sindssygt vigtige. Hvis vi inden sæsonen havde haft muligheden for at ligge et point efter førerholdet til jul med Estavana Polman og Line Jørgensen ude samt Marit Røsberg Jacobsen og Vilde Ingstad skadede i perioder, ville vi have købt det til enhver tid, siger Jesper Jensen.

Niels Agesens Randers-mandskab har som ofte før skiftet meget ud i truppen inden denne sæson. De svenske profiler, Jamina Roberts og Julia Eriksson, er vendt hjem til Sverige, men til gengæld er den unge landsholdsspiller, Kristin Thorleifsdóttir, kommet fra H65 Höör. Hun udgør bagkæden sammen med den tidligere Aarhus United-spiller, Julie Pontoppidan, Nicoline Olsen og playmaker og topscorer, Mai Kragballe, der allerede har prøvet meget i sit knap 23-årige håndboldliv. Derudover er fighteren på stregen, Sidsel Mejlvang, en værdifuld tilføjelse fra Skanderborg. Hun spillede en vigtig rolle over for Mia Rej i sæsonens hidtidige højdepunkt, udesejren på 29-26 over København Håndbold.

Team Esbjerg rådede søndag mod Rostov-Don for første gang i lange tider over en trup på 13 spillere. Debuterende Nerea Pena kom ind og satte sit aftryk, og Jesper Jensen forventer, at der er mere godt i vente – især efter nytår.

– Der var plads til forbedringer efter flere ugers håndboldpause og på et nyt hold, men jeg synes, der var noget timingsmæssigt i Penas spil, vi kan bruge. Jeg tror, hun vil komme til at hjælpe Kristine Breistøl og Mette Tranborg rigtig meget, og det samme med stregspillerne. Jeg tror, hun i de næste kampe vil danne sig et indtryk af, hvad vi kan bruge hende til efter jul, siger Jesper Jensen.  

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Randers HK onsdag den 18. november kl. 18.00 i Arena Randers:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Nerea Pena.