Viborg tog førstepladsen mod et Team Esbjerg-hold med tegn på slid

12/11 - 2020

Team Esbjerg led sæsonens første danske liganederlag, da Viborg HK’s mission lykkedes, og holdet kunne rejse hjem med to point for en 30-28-sejr og en førsteplads i Bambusa Kvindeligaen.

De hvidblusede gæster førte med 8-4 og 10-6, inden Team Esbjerg med fem mål i træk bragte sig foran i en ikke særlig rytmisk kamp, hvor to gode målvogtere, Rikke Poulsen og Anna Kristensen, lyste mest op før pausen. Førstnævnte blandt andet med tre reddede straffekast ved at stille sig tilbage i målet og Anna Kristensen med generelt gode reflekser. Ni redninger hver og en redningsprocent over 40.

Begge hold stillede med A-kæden fra start, men Viborg havde som de fleste andre modstandere i dette efterår flere spillere at skifte ud med, og standardpublikummet under coronakrisen sendte nok venlige tanker og i hvert fald pæne klapsalver ned mod den spanske landsholdsspiller, Nerea Pena, der blev præsenteret i pausen som ny spiller i resten af sæsonen.

Team Esbjerg formåede at skabe et godt udgangspunkt til anden halvleg, da holdet udnyttede, at Viborg-træner Jakob Vestergaard spillede syv mod seks i nogle angreb hen mod pausen. Marit Røsberg Jacobsen og Kristine Breistøl scorede i et tomt mål til 14-12, og Rikke Poulsen reddede sit tredje straffekast affyret af Kristina Jørgensen.

Det begyndte fint efter pausen, da Moa Högdahl blev vist ud for Viborg, og Røsberg øgede til 15-12. Men derfra mistede Team Esbjerg den mentale overhånd. Anna Kristensen holdt mere niveau end Rikke Poulsen, Kristina Jørgensen var langt mere velovervejet som playmaker end en lidt for stresset spillende Sonja Frey, og også andre dueller blev tabt.

Team Esbjerg førte ganske vist fortsat, da cheftræner Jesper Jensen tog sin første timeout efter pausen, men han må have anet uråd. Da han tog den anden timeout knap ni minutter senere, var Viborg foran 26-23 og på vej til at afgøre kampen.

Kampen blev ikke det topbrag, man havde set frem til, og det dramatiske højdepunkt i slutminutterne kom, da forsvarsankeret Line Haugsted med en høj tackling sendte Kristine Breistøl i gulvet, og kampens dommere efter at have set episoden på video valgte at vise hende det røde kort. Men Team formåede ikke at udnytte landsholdsspillerens fravær, og Viborg-forsvaret havde ikke svært ved at afvise forsøg på at vende kampbilledet.

De fleste Viborg-spillere havde været i bad og var på vej til bussen, da Jesper Jensen slap sine spillere efter en usædvanlig langvarig evaluering.

-Jeg er meget skuffet over præstationen. Mentalt var det en af de dårligste kampe, vi har spillet i sæsonen. Om det var eftervirkninger af Ruslands-turen, skal jeg ikke kunne sige, men vi havde slet ikke det udtryk, vi gerne vil have frem som hold. Vi fik ikke rettet, hvad vi plejer at være så gode til i løbet af en kamp. Man kan altid tabe til Viborg, men jeg synes slet ikke, de spillede op til deres bedste, sagde Jesper Jensen.

Marit Røsberg Jacobsen var på ny en af sit holds bedste og havde ingen spildprocent med sine seks mål.

-Jeg forstår slet ikke, at vi ikke er der i en topkamp som denne. Vi vidste, at det var en sindssygt vigtig kamp, og at vi skulle præstere i to gange 30 minutter. Jeg følte mig ikke træt, men mange af mine holdkammerater er nok lidt trætte for tiden, sagde den lille klassefløj.

Hun og holdet ser nu frem mod den næste opgave, søndagens revancheopgør i DELO EHF Champions League mod russiske Rostov-Don, der vandt det første opgør med 28-24. Kampen spilles med begrænset publikum søndag kl. 14.00 i Blue Water Dokken.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Viborg HK 28-30 (14-12)

Målscorere Team Esbjerg: Marit Røsberg Jacobsen 6, Sonja Frey 6, Sanna Solberg 4, Kristine Breistøl 4, Mette Tranborg 3, Kaja Kamp 2, Annette Jensen 2 og Marit Malm Frafjord 1.

Topscorer Viborg: Kristina Jørgensen 8

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

Viborg 3

Rødt kort: Line Haugsted

450 tilskuere i Blue Water Dokken