Opgaven i Sæby blev løst inden den besværlige rejse mod Don-floden i Rusland

03/11 - 2020

Det er svært at tænke sig en længere omvej i Danmark til en køretur til lufthavnen i Hamborg og den videre færd til en Champions League-kamp i Rostov ved Don i Rusland end over Sæby. Det var til gengæld også det mest ubekvemme ved turen til det nordjyske, for Team Esbjerg var ikke længe om at udstille niveauforskellen i forhold til oprykkerne fra Vendsyssel Håndbold.

For anden gang på tre dage gispede bundholdet efter vejret som en pighvar ved kattegatkysten, da et 19-37-nederlag i Viborg blev fulgt op af en lige så hård skæbne i den gamle Syvstenhal, hvor holdet tabte 15-34 til Team Esbjerg. I det mindste må de godt 200 tilskuere i nutidens Drinx Arena have fået en på opleveren, for i perioder gik det nådesløse udstilling af klasseforskellen stærkt.

-En flot indsats. Vi fik hurtigt lukket kampen og givet spilletid til alle. Vendsyssel er ramt på ressourcerne ligesom os, men vores individuelle kvalitet er bare så meget højere. Det udviklede sig fuldstændig som mod København Håndbold forleden. Vi lykkedes nogenlunde med det, vi havde sat os for, og alle var koncentrerede og effektive. Forskellen i cifre viser styrkeforholdet mellem de to hold, vi mødte, sagde cheftræner Jesper Jensen.

Første forestilling blev opført, da Team Esbjerg øgede fra 5-4 til 15-4 – 10 mål i træk – i en periode uden en scoring af hjemmeholdet i over et kvarter. Det hjalp heller ikke på Vendsyssels muligheder, at Rikke Granlund i Esbjerg-målet i første halvleg havde ni redninger på 15 scoringsforsøg svarende til en redningsprocent på 60. Igennem hele kampen lod bagkæden sig derudover stresse til et utal af tekniske fejl, og det gik mere galt, end det kunne være gået.

For Team Esbjerg scorede Marit Malm Frafjord, når hun rørte bolden, og når hun fik hvil i angrebet, var Kaja Kamp lige så sikker. Også Sonja Frey og Mette Tranborg fra bagkæden bidrog til at ødelægge stemningen i den intime hal.

I anden halvleg blev forspringet ubesværet øget, blandt andet på fire fine mål af fløjtalentet Elma Halilcevic, og Mette Tranborg fortsatte med at score mål. Hos Vendsyssel kom Sofie Nygaard ind og skabte lidt ravage, og Christina Pedersen fik med nogle scoringer forladelse for at være en af de store syndere med fejl. Kvaliteten var ikke til at yde reel modstand. I de sidste 12 minutter fik U19-målvogteren Ida Josephsen debut i Team Esbjerg-målet og præsterede respektable to redninger på seks skud. Hun afløste en sygdomsramt Rikke Poulsen, der heller ikke kan tage med til Rusland.

-Det er naturligvis ærgerligt for Champions League og kampen, at vi må tage af sted med én målvogter, men det var svært at forudse for over en uge siden, da vi fik visum. Nu må jeg have spurgt i bussen, hvem der kan stå i mål, sagde Jesper Jensen.

Team Esbjerg-spillerne kunne sætte kursen mod Hamborg og følge med i udviklingen i opgøret mellem København og Odense, velvidende at førstepladsen i Bambusa Kvindeligaen ikke er truet uanset resultatet på Frederiksberg. Når de får nærkontakt med vand igen, er det ikke Kattegat, men Don-floden i det sydlige Rusland.

Kampen i tal:

Vendsyssel Håndbold – Team Esbjerg 15-34 (6-16)

Målscorere Team Esbjerg: Mette Tranborg 7, Kaja Kamp 5, Marit Malm Frafjord 5, Elma Halilcevic 4, Sonja Frey 4, Sanna Solberg 2, Annette Jensen 2, Kristine Breistøl 2, Marit Røsberg Jacobsen 2 og Stella Muir 1.

Topscorere Vendsyssel: Christina Pedersen 4 og Sofie Nygaard 4.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 1

Vendsyssel: 3

Rødt kort: Cecilie Termansen

229 tilskuere i Drinx Arena