Intet er umuligt for Team Esbjerg, når det ser værst ud

18/10 - 2020

Allerede under opvarmningen trådte misforholdet frem. Vipers Kristiansands halvdel var tætbefolket af trimmede spillere klar til at gøre arbejdet færdig mod et decimeret Team Esbjerg, der tilmed måtte se en af profilerne, Vilde Ingstad, humpe ud under opvarmningen med en lægskade. Så var Vipers 13 mod otte markspillere, for heller ikke Marit Røsberg Jacobsen blev klar til mødet med landsholdskollegerne fra Norge.

Men når nøden er størst, og håbløsheden virkelig har grobund, bliver Team Esbjerg-spillerne ramt af den nærmest desperate intet er umuligt-tankegang. De tog ikke bare kampen mod den numeriske overmagt op, men havde i slutsekunderne chancen for at holde begge point i Esbjerg. Sonja Freys afsluttende forsøg endte på stolpen, og således endte kampen 27-27, hvilket er noget nær en sensation bedømt på de to holds trupper og seneste bedrifter. Det lå ikke til, at cheftræner Ole Gustav Gjekstads hold skulle miste sit første point i denne sæsons Champions League i Esbjerg. Men som han selv nøgternt konstaterede på pressemødet: begge hold har syv spillere på banen ad gangen.

Vipers med en bagkæde bestående af Emilie Arntzen, Henny Reistad og Nora Mørk, alle tre stamspillere på et af verdens bedste landshold, spillede indledningsvis mere stationært og langsommere, end man kunne forvente. Team Esbjerg med en A-formation uden højre wing – den dækkede Kaja Kamp – blev på ingen måde blæst bagover, men fik en fremragende start med en 4-1-føring, hvilket fik Gjekstad til at tage den første timeout. Han er ømfindtlig over for at være bagud.

Kristine Breistøl, der kan være en langsom starter i den hjemlige liga, var klar og drønede langskuddene ind bag 40-årige Katrine Lunde i Vipers-målet. Men ellers var hun en opgave at passere og stod med 39 procent redninger før pausen.

Vipers fik fattet sig og åd sig ind på hjemmeholdet, og en af holdets bedste, tjekkiske Jana Knedlikova, bragte for første gang favoritterne foran, da hun fra fløjen scorede til 10-9 efter 25 minutters spil. Rikke Poulsen reddede et straffekast fra Nora Mørk og også stjernens andet forsøg, og det lykkedes Team Esbjerg at bringe sig til pausen med 12-12, i sig selv en overraskende stilling skabt på høj tænding, et godt tacklende forsvar personificeret ved Kaja Kamps arbejdsraseri og en nærmest mesterlig udnyttelse af de få ressourcer.

Endnu mere forbløffende var det, at Team Esbjerg tilsyneladende ikke kørte tør efter pausen. Vipers udskiftede højresiden og satte Malin Aune og Linn Sulland på banen, og de satte straks deres præg på scoringerne. De norske mestre førte med to mål i halvlegens første 10 minutter, men Team Esbjergs to velskydende bagspillere, Kristine Breistøl og Mette Tranborg, fik flyttet afslutningerne op i førstesalshøjde og udlignede til 19-19. Annette Jensen og Elma Halilcevic bidrog ligeledes med fine mål i en periode, hvor de og medspillerne bragte sig foran med tre mål flere gange. Man troede, det var løgn.

Vipers-cheftræneren kaldte til orden, og med Nora Mørk tilbage på banen lykkedes det at udligne til 25-25, hvorefter intet af holdene slap hinanden i en intens og tæt afslutning. Vipers førte 27-26, da Hanna Yttereng blev udvist med knap tre minutter igen. Mette Tranborg udlignede – fra fløjen – og i det sidste minut mistede Vipers bolden og gav Team Esbjerg chancen for at løbe med det hele. Det havde næsten været for meget af det gode efter en eftermiddag, der blev langt mere spændende, end det så ud til under opvarmningen.

Cheftræner Ole Gustav Gjekstad, Vipers:

-Jeg er tilfreds med resultatet, men ikke præstationen. Team Esbjerg er et godt hold, men vi havde især i begyndelsen af anden halvleg vore muligheder for at trække fra, som vi ikke udnyttede. Team Esbjerg er i samme situation med mange skadede spillere som os i fjor. De fleste hold kan tage point fra hinanden i denne gruppe, og der er stadig mange spørgsmål, der ikke er besvaret. Offensivt er vores potentiale stort, men defensivt har vi stadig meget at arbejde med.

Cheftræner Jesper Jensen, Team Esbjerg:

– Jeg er mere tilfreds i dag, end da vi spillede mod FTC og tabte til deres andethold, for mod Vipers viste vi hårdhed og mod. Kampen kunne være gået begge veje. Vipers er et ekstremt godt hold, så jeg er stolt, og et point er fint for os. Vi glæder os altid til at spille Champions League-kampe og møder næste gang Metz, som vi tog point fra på udebane i fjor. Det bliver hårdt, men indsatsen i dag giver ekstra energi. Forhåbentlig kan vi holde os i top seks.

Malin Aune, Vipers:

– Det er altid sjovt at møde pigerne fra landsholdet og drikke kaffe med dem og snakke bagefter. Men i kampe glemmer vi det og spiller bare til. Vi er mange spillere i truppen, og vi har et stort potentiale. Jeg tror, vi kan vinde det hele.

Kristine Breistøl, Team Esbjerg:

– Det er altid specielt at møde de andre nordmænd. Vi gav dem en god kamp og havde chancen for at afgøre det til sidst. Men jeg tror, vi skal være tilfredse. Når vi er så få spillere, bliver vi bedre til at kommunikere og finde løsninger under kampen.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Vipers Kristiansand 27-27 (12-12)

Målscorere Team Esbjerg: Mette Tranborg 8, Kristine Breistøl 7, Annette Jensen 4, Marit Malm Frafjord 2, Elma Halilcevic 2, Sonja Frey 2, Sanna Solberg-Isaksen 1 og Kaja Kamp 1.

Topscorere Vipers: Jana Knedlikova 4 og Linn Sulland 4.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

Vipers: 3

450 tilskuere i Blue Water Dokken