Choknederlag i februar er en vigtig påmindelse

15/09 - 2020

Ugens håndboldmenu består for Team Esbjerg af først ligaoprykkerne fra i fjor, Horsens HE, og dernæst det rumænske storhold, CSM Bucuresti, med superstjernen Cristina Neagu i spidsen søndag i Blue Water Dokken.

At Lars Frederiksens tropper ikke bare er en letfortærbar forret, beviste de 14. februar, da de chokerede håndboldverdenen ved at slå onsdagens modstander med 26-24. Styrkeforholdet blev i den kamp vendt på hovedet, da Horsens bragte sig foran med fem mål i anden halvleg. Team Esbjerg fik udlignet til 23-23, og alt lå til en favoritsejr – men det skete ikke.

– Horsens har oprustet til denne sæson og vil nok stige et par pladser i hierarkiet. Holdet var tæt på at vinde ude over København Håndbold, så opgaven er egentlig sværere for os denne gang. Jeg forsøger ikke at snakke modstanderne op, men vi har fuld respekt for dem og skal have løst deres syv mod seksspil. Derudover er de gode til at trække tempo ud af kampene, og det kan gøre vore spillere utålmodige, så de træffer dårlige beslutninger, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

Den svenske landsholdsspiller og topscorer, Melissa Petrén, er fortsat epicentret i spillet, og omkring sig har hun oftest Emily Baunsgaard, der spillede i Team Esbjerg, og nytilkomne Trine Knudsen fra Holstebro Håndbold. Også to andre nye spillere, Maria Mose Vestergaard og Susanne Madsen, er velkendte i Esbjerg. Østjyderne har tabt til København, Aarhus United og Viborg HK og vundet over oprykkerne fra Vendsyssel.

– Efter styrketræning i går træner vi i dag for første gang sammen efter Champions League-kampen mod Bietigheim. Vi er i en periode, hvor vi skal bruge kampene til at blive dygtige i. Det gælder om at finde roen til at spille kampe som en del af udviklingen. Resultaterne er det primære, men det er ikke nok, og det er en enormt svær balance for spillere at være i, siger Jesper Jensen.

Stella Muir er endnu ikke hjemme fra studietur til Firenze og er ikke i truppen. Vilde Ingstad har ikke fået kæbekirurgisk accept af at spille, men kan få det inden kampen og er i spil til et comeback.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Horsens Håndbold Elite onsdag den 16. september kl. 19.00 i Forum Horsens:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen og Mette Tranborg.