Tyske Bietigheim den første af efterårets klassemodstandere
12/09 - 2020
Med ikke færre end ni kampe i løbet af efteråret står Team Esbjerg over for et bjerg af sportslige udfordringer i DELO EHF Champions League, hvis turneringsformat er ændret radikalt. Europas 16 stærkeste klubhold er i denne sæson fordelt i blot to grupper, hvorfra de to bedst placerede i hver gruppe går direkte videre til kvartfinalen, og de fire næste hold i Gruppe A spiller om de fire resterende pladser ved at møde hold fra Gruppe B.
Team Esbjergs opstigning begynder søndag eftermiddag i den tyske by, Ludwigsburg, der ligger ved Neckar-floden nord for delstatshovedstaden Stuttgart. I byen lidt større end Esbjerg, men med en noget mere pompøs bygningsmasse, residerer SG BBM Bietigheim, der i fjor blev tysk mester, men i den afbrudte sæson i år blev passeret af Dortmund.
– Det bliver et langt udskilningsløb for at komme i top seks i gruppen, og jeg havde nok på den ene side foretrukket lidt mindre turbopuljer, hvor der hele tiden er meget på spil. På den anden side møder mange af storholdene hinanden, og det giver en masse fede tv-kampe, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.
Allerede den første kamp i gruppen kan betragtes som en nøglekamp, for de tyske vicemestre med en række velkendte spillere i truppen er et af de hold, Team Esbjerg gerne vil holde bag sig for at nå så langt som muligt.
– Bietigheim er nogenlunde på vores niveau, så det ligger til, at vi kan vinde en kamp hver indbyrdes. Hvis vi skal kigge opad i gruppen, vil en sejr på udebane mod tyskerne være sindssygt vigtig at få i bæltet. Vi har tidligere bevist for os selv, at vi kan spille lige op med de store hold, hvilket skaber et forventningspres udefra og tryghed internt. Når vi rammer vores spil, kan vi klemme os ind i top seks i Europa, uden at jeg af den grund betragter os som et top sekshold, siger Jesper Jensen.
Bietigheim afgav inden denne sæson blandt andre danske Fie Woller og hollandske Laura van der Heijden, men har til gengæld fået de tidligere Odense-spillere, Stine Jørgensen og Trine Østergaard, målvogter Emily Stang Sando og stjernen over alle, Xenia Smits, ind i truppen. Den 26-årige tyske bagspiller kom fra franske Metz og er efter Jesper Jensens vurdering en af fire højrehåndede bagspillere i verdensklasse i tyskernes trup. De øvrige er danske Stine Jørgensen, den polske veteran, Karolina Kudlacz-Gloc, og tyske Kim Naidzinavicius. Femkløveret i bagkæden gøres komplet af den unge, tyske venstrehåndsskytte, Julia Maidhof, der i onsdagens bundesligaopgør mod et andet tidligere mesterhold, Thüringer HC, som
straffekastskytte blev delt topscorer med Kudlacz-Gloc i en rodet 29-29-kamp. Men kvaliteten i truppen er ikke opgjort med dem, for der er topspillere på andre positioner.
– Vi vil med alle de kræfter, vi har, forsøge at slå tyskerne. Der bliver ingen restriktioner på indsatsen. Vi vil i løbet af kampen spille med forskellige forsvarsformationer, som vi i fjor havde evnen til at balancere. Men vi er mere porøse end tidligere, både på grund af truppens størrelse og tidspunktet i sæsonen, siger Jesper Jensen.
Han mødte torsdag en flok selvtrænende spillere, der viste stor glæde over på professionel vis at have slået tilbage efter pokalnederlaget til Nykøbing F. Håndbold. 12-målssejren gjorde godt for selvtilliden inden sæsonens første Champions League-udfordring, uagtet at der for cheftræneren fortsat er masser at hente spillemæssigt.
Efter fredagens træning satte delegationen kurs mod Billund Lufthavn, hvorfra der blev fløjet til Frankfurt fulgt af et par timers bustur frem til hotellet i Ludwigsburg. Stella Muir har mulighed for at prioritere uddannelse højest og er på studietur, hvorimod Vilde Ingstad indgår i truppen uden stor sandsynlighed for at komme til at spille efter den hårde medfart i en træningskamp i august. Der passes fortsat godt på hendes mund- og kæbeparti.
Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League, gruppe A, mod SG BBM Bietigheim søndag den 13. september kl. 14.00 i MHPArena, Ludwigsburg
Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen og Mette Tranborg.