Rikke Poulsen sikrede et besværligt point i Aarhus

22/01 - 2020

Team Esbjerg balancerede på kanten af det andet nederlag i det nye år og blev kun reddet af en Rikke Poulsen-redning af en fløjafslutning i kampens sidste minut i Ceres Park. Aarhus United viste sig som den ubekvemme modstander, man kunne frygte, og de østjyske piger hentede fortjent et point med 23-23 på måltavlen til slut.

Mens resultatet af kampen i Odense mellem topholdet og Ajax København blev kendt, og de undertippede københavnere havde indhentet en fynsk syvmålsføring ved pausen og sensationelt vundet 28-27, gjorde Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen status efter dramaet i Østjylland.

-For mange af spillerne ramte lidt ved siden af, og på den baggrund var det fint at få uafgjort. Det kunne være gået begge veje, men det var ærgerligt, at vi ikke var fokuserede nok i de første fem-syv minutter af anden halvleg, da vi førte 16-12 og havde mulighed for at lukke kampen, sagde Jesper Jensen.

Efter en hektisk start på kampen med mange fejl og brændte chancer skabte Team Esbjerg et forspring på tre mål, 9-6. Estavana Polman var tilbage efter et kort skadesfravær, og hun fik straks indflydelse på spillet med mål og assister, og Marit Malm Frafjord viste sig i den anden kamp i træk som en sikker leverandør af scoringer. Team Esbjerg førte også med 11-7, inden venstrefløjen June Bøttger med to mål halverede forspringet. Marit Røsberg Jacobsen var også en af første halvlegs sikre afsluttere og scorede to mål i træk til 14-11, og Polman øgede til 15-11, inden hjemmeholdet fik reduceret til pausestillingen.

Frafjord indledte også anden halvleg med at score det første Team Esbjerg-mål, og da Rikke Poulsen fortsatte stilen fra anden halvdel af første halvleg og præsterede flere redninger, så det lovende ud for favoritterne. Men efter en Aarhus-timeout sneg fejlene fra kampens indledende fase sig ind igen, og med fire mål i træk, de to sidste af Line Ellertsen, meldte hjemmeholdet sig tilbage og kom endog foran med 17-16.

Team Esbjerg tilbageerobrede initiativet, og da Elma Halilcevic sikkert scorede på et straffekast til 23-21 med seks minutter igen, lignede det atter en sejr til topholdet. Men det skulle vise sig at blive den sidste scoring af gæsterne. Julie Pontoppidan og Helena Elvar fik udlignet, Polman ramte stolpen ind imellem de to Aarhus-mål, Jesper Jensen tog den ventede timeout, Halilcevic brændte et straffekast med tre minutter igen, Røsberg ramte stolpen, og så endte det i en stor chance til Aarhus for at vinde kampen, men Charlotte Mikkelsen misbrugte den store chance.

Team Esbjerg var præget af ustabile præstationer i bagkæden, hvor Kristine Breistøl brugte syv forsøg til et mål, og Sonja Frey slet ikke scorede. Havde det ikke været for Rikke Poulsens respektable 36 procent i målet og den sidste redning, var det gået galt. Sanna Solberg blev hjemme med et maveonde, for ingen ville risikere smitte to dage før afrejsen til Champions League-kamp i Kristiansand.

Kampen i tal:

Aarhus United – Team Esbjerg 23-23 (12-15)

Målscorere Team Esbjerg: Marit Malm Frafjord 7, Estavana Polman 6, Marit Røsberg Jacobsen 3, Line Jørgensen 2, Elma Halilcevic 2, Kristine Breistøl 1, Rut Jónsdóttir 1 og Clara Monti Danielsson 1.

Topscorere Aarhus: Helena Elver 4 og June Bøttger 4

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

Aarhus: 1

845 tilskuere i Ceres Park