Polmans ultimative triumf - verdensstjernen er nu også verdensmester
15/12 - 2019
Team Esbjerg har en verdensstjerne, Estavana Polman, og nu er hun også verdensmester.
Spanien og Holland var de overraskende finalister i japanske Kumamoto på bekostning af Norge og Rusland, og de gav hinanden et brag af en VM-finale, som blev vundet af Holland med 30-29 på et straffekast få sekunder før tid. Det blev sat ind af Lois Abbingh, men ellers var Polman stjernen over alle med ni mål på 15 forsøg i finalen og syv oplæg til mål. I semifinalen mod indtil da suveræne Rusland scorede hun ligeledes ni mål i 33-32-sejren.
-VM-sejren er et miks af mærkelige ting. “Essie” har præsteret rigtig godt, Holland har generelt ikke spillet så godt, men haft en fantastisk timing i turneringen. Det var “Essie”, der skulle komme med det hele, selv om også Abbingh kom i slutfasen, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.
Han noterede, at da Spanien i finalen slap den nærmest overdrevne opmærksomhed om Polman i finalens første minutter, slog hun til og dominerede resten af halvlegen med scoringer og assists. Mønstret fortsatte efter pausen.
-“Essie” var presset i mellemrunden og skulle tage alt for mange beslutninger og alt for mange dueller, men i stedet for at slå op i banen og blive sur, når det ikke gik, blev hun ved, siger Jesper Jensen, der flere gange har talt om den modningsproces, den 27-årige hollænder har været igennem i de seneste sæsoner.
Der kom ikke mange åndfuldheder, da DR’s Tina Müller interviewede Polman, lige før hun sammen med holdkammeraterne skulle have hængt guldmedaljerne om halsen. Snarere mangel på ord og overstadighed.
“Vi er fucking nummer et, vi gjorde det, vi fightede i 60 minutter. Det er fantastisk, lød det fra en af All Star-holdets selvskrevne spillere.
For Team Esbjergs tre norske spillere blev VM derimod et antiklimaks af de store. Trods flere skadede profiler stiler Norge altid højt ved enhver slutrunde, men mødte muren mod Spanien i semifinalen og tabte også bronzekampen til Rusland med 33-28. Sanna Solberg og Marit Røsberg Jacobsen har spillet hele turneringen for Norge, mens Kristine Breistøl afløste Herning-Ikast Håndbolds Helene Fauske inden mellemrundekampen mod Tyskland. Hun kom dog først på banen 4:38 minutter mod Rusland og nåede at score to mål på fire forsøg.
-Nordmændene var oppe mod VM-turneringens bedste hold og var reelt chanceløse i bronzekampen, siger Jesper Jensen.
Du får mulighed for at være med til at hylde to af de nye verdensmestre, når Team Esbjerg møder Odense Håndbold i nytårets første kamp 2. januar kl. 20.00 i Blue Water Dokken. Foruden Estavana Polman er det Odense-målvogter Tess Wester, der havde redninger på vigtige tidspunkter på vejen mod den hollandske triumf. Hun var også med til at vinde sølv i 2015 og bronze i 2017. Denne gang var det Holland og “Essie”s tur.