Sejr over Lublin kan øge chancen for kvartfinaleplads

16/11 - 2019

Team Esbjerg har to gode grunde til at gå efter den fjerde sejr i EHF Champions Leagues indledende gruppespil, når de polske mestre fra MKS Perla Lublin søndag eftermiddag er modstanderen i Blue Water Dokken.

Det er årets sidste kamp og afskeden med publikum, inden flere spillere samles med deres landshold før afgangen til VM i Japan. Den gode følelse, inden hovedparten af truppen går ind i halvanden måned uden kampe, er vigtig at bevare hen over julen og nytåret.

Den anden grund er mere teknisk. Om Team Esbjerg bliver nummer to eller tre i gruppe B har betydning for, i hvilken rækkefølge holdet møder Vipers Kristiansand, FTC Budapest og franske Metz fra gruppe A, som bliver modstanderne i hovedrunden fra slutningen af januar 2020.

– Hvis vi bliver toer, skal vi møde Vipers ude i den første kamp, og ellers bliver det FTC, der formentlig ikke får point med over i hovedrunden og vil have kniven på struben i den første kamp. Hvis vi kan vente med at møde ungarerne, til de definitivt har udspillet deres rolle, vil det være en fordel, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Hvis Team Esbjerg passerer enten Rostov-Don eller CSM Bucuresti, som mødes i Rusland i sidste spillerunde, vil kamprækkefølgen hedde Vipers ude, FTC hjemme og Metz ude og omvendt i returkampene. Det ligger fast, at Vipers får fem point med over i hovedrunden og Team Esbjerg fire. De øvrige hold i de to grupper spiller stadig for at få flest mulige point med.

Team Esbjerg vandt udekampen mod Lublin med 28-22 efter at have været bagud ved pausen med 15-12. Polakkerne ligger lige så suverænt i Ekstraklasa med 10 sejre i 10 kampe, som Team Esbjerg gør i Danmark med 13 sejre i træk.

– Til forskel fra de andre hold i gruppen var vi længe om at afgøre kampen mod Lublin, der ikke er noget dårligt hold. Vi havde medgang, da vi vandt anden halvleg med ni mål i Polen. De to holds motivation til kampen vil nok være nogenlunde den samme. Begge hold vil gerne vinde, uden at man kan sige, at det er livsvigtigt. Jeg håber, vi kan ramme noget, der er bedre end i ligakampen mod Skanderborg forleden. Men spillerne er slidte og trætte og har vel skullet præstere 20 formtoppe i denne halvsæson. Det er hårdt mentalt, siger Jesper Jensen.

Truppen er uden langtidsskadede Annette Jensen samt Vilde Ingstad og Rut Jónsdóttir, som er henholdsvis under behandling for ryggen i Norge og opereret i den ene fod for en mindre skade.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League, gruppe B, mod MKS Perla Lublin søndag den 17. november kl. 15.10 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Rikke Granlund og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman og Lene Østergaard.