Den nødvendige indsats og seks point ned til nummer to

13/11 - 2019

Inden for et par timer blev der onsdag aften spillet håndboldkampe på Frederiksberg og i Esbjerg, hvis udfald gjorde Team Esbjerg til storfavorit til at vinde grundspillet i HTH Ligaen og dermed det mest fordelagtige udgangspunkt til slutspillet.

Team Esbjerg gjorde selv det nødvendige arbejde og slog Skanderborg Håndbold, der stred godt hele kampen, men ikke var nogen trussel mod de tårnhøje, men trætte favoritter. 30-26-sejren var den 13. i træk, og da København Håndbold samtidig slog Odense Håndbold 31-29, er der nu nærmest vanvittige seks point ned til andenpladsen i en liga, der ellers synes meget tæt.

-Resultaterne i aften stiller os rigtig godt. Mange jagter os, men der er langt ned til forfølgerne. Vi havde ikke turdet drømme om, at vi ville have det forspring ved juletid, og heller ikke, at vi selv kunne klare det med maksimumpoint, sagde cheftræner Jesper Jensen.

Vilde Ingstad tog hjem til Norge efter Champions League-kampen i Bukarest for at træne sin ryg op hos sundhedsstaben i Olympiatoppen i Oslo. Ikke for at blive klar til VM i Japan, for det har hun afskrevet på grund af rygproblemerne, men for at være helt klar til strabadserne for sit klubhold efter jul.

Andre profiler blev også skånet med spilletid, og det var velgørende at se to lokale piger, Elma Halilcevic og Lene Østergaard, udnytte chancen og score tre og to mål uden at spilde forsøg. Måske lod de sig inspirere af Marit Malm Frafjord, der spillede meget med i angrebet og scorede syv mål på ni forsøg.

Det kan også have været Estavana Polman, der i første halvleg drev spillet frem i et tempo, som ville hun lige have det sidste med, inden hastighedsgrænsen på de hollandske motorveje bliver sat ned. Et af de æstetiske raids afsluttede hun selv til 13-10, og på det følgende angreb spillede Rikke Granlund i målet lige så smukt Marit Røsberg Jacobsen fri til en lækker kontrascoring. Ikke længe inden havde Jesper Jensen taget en timeout, da Skanderborg var kommet op på 11-10.

Der var sekvenser af fint håndboldspil denne aften, og 1.840 tilskuere fandt det ulejligheden værd at tage i Blue Water Dokken for dels at hylde heltene fra Bukarest, dels se endnu en sejr. Det var svært at forestille sig andet. 

-Man må have respekt for det program, vi har været igennem, når man vurderer indsatsen. Spillerne gjorde deres arbejde, og det var en chance for at give de spillere, der snart skal af sted med landshold for at forberede sig til VM, pauser, sagde Jesper Jensen.

Skanderborgs største profil, Sofia Deen, havde en relativt stille aften, selv om meget går igennem hende, hvorimod den 24-årige sjællænder på venstrefløjen, Sofie Alnor, havde syv sikre afslutninger på otte forsøg og blev sit holds topscorer. Flot kamp af hende.

Årets sidste kamp i Blue Water Dokken er det afsluttende opgør i EHF Champions Leagues gruppe B mod polske MKS Perla Lublin. Kampen spilles søndag kl. 15.10, og du kan købe billetter på www.teamesbjerg.dk.    

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Skanderborg Håndbold 30-26 (17-13)

Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 7, Marit Malm Frafjord 7, Marit Røsberg Jacobsen 4, Elma Halilcevic 3, Lene Østergaard 2, Sonja Frey 2, Clara Monti Danielsson 2, Line Jørgensen 1, Kristine Breistøl 1 og Sanna Solberg 1.

Topscorer Skanderborg: Sofie Alnor 7

Udvisninger:

Team Esbjerg: 1

Skanderborg: 1

1.840 tilskuere i Blue Water Dokken