Niende ligasejr i træk trods pauser undervejs

23/10 - 2019

Team Esbjerg klarede uden besvær overgangen fra Champions League-triumfen mod et af verdens stærkeste klubhold til den bløde mellemvare i HTH Ligaen, som Randers HK må siges at tilhøre. Det endte med en sejr på 25-19, og den kunne snildt have været større, hvis ikke koncentrationen havde svigtet det sidste kvarter.

Med sejren er Team Esbjerg fortsat alene i front af ligaen med ni sejre i lige så mange kampe og varmer op til topopgøret mod Herning-Ikast Håndbold tirsdag aften i Blue Water Dokken med en udekamp mod Ajax København lørdag.

Hjemmeholdet stilede mod Randers mod at afgøre alting fra begyndelsen. Gæsterne forsøgte at holde et højt boldtempo i angrebet med de to svenskere, Jamina Roberts og Celine Sivertsen, omkring playmakeren Mai Kragballe, og det førte til et uhørt antal boldtab, som Team Esbjerg udnyttede til en føring på 7-2.

Derefter gik der magelighed i indsatsen, Randers fik ommøbleret i forsvaret, og Mathilde Juncker havde en stærk periode i målet. Udeholdet kunne score fire mål i træk og kort efter udligne til 8-8. Så tog den på ny velspillende 200-kampsjubilar, Estavana Polman, en stime på tre mål i træk til 11-8, Clara Monti Danielsson fulgte op med to mål på en aften, hvor Vilde Ingstad hvilede ryggen, og flere andre nøglespillere var på nedsat arbejdstid.  

I fraværet af Randers-skytter fra distancen trak Team Esbjerg sig tilbage i et 6-0-forsvar.

Gæsterne begyndte anden halvleg i to minutters undertal, og Team Esbjerg bragte sig foran 16-9. Samtidig blev Rikke Granlund bedre og bedre i målet og havde tre redninger af 100-procents chancer til Sabine Pedersen.  

Rut Jónsdóttir var blandt de spillere, der udnyttede mere spilletid end sædvanligt, og hun stod for to målgivende indspil til Marit Malm Frafjord og et til samme spiller, som gav straffekast. Team Esbjerg kom foran 21-10 på et tofodsafsæt af en veloplagt Sonja Frey, inden der blev slækket så meget, at cheftræner Jesper Jensen følte sig nødsaget til at tage to timeouter inden for fem minutter for stilfærdigt at minde sine spillere om, at kampen skulle spilles færdig.

Jesper Jensen var tilfreds med den professionelle opgaveløsning i en kamp, hvor man nemt kommer til at aflevere et sjasket indtryk efter en af de store kampe i klubhistorien mod Rostov-Don.

-Jeg synes, spillerne håndterer overgangen fra Champions League til HTH Ligaen superflot. Vi havde to chancer for at afgøre kampen og udnyttede det andet forsøg efter pausen, da vi kom foran 21-10. Vi fik roteret spillere i hele kampen, ikke så meget efter præstation, men hvor mange kræfter, den enkelte spiller havde. Det bliver samme tilgang til kampen mod Ajax lørdag. Vi vil presse på og se, hvordan kampen udvikler sig, og om vi kan aflaste spillere, sagde Jesper Jensen. 

For anden kamp i træk var der over 2.000 tilskuere i Blue Water Dokken, og det vil der uden tvivl også komme til topbraget tirsdag aften kl. 18.30. Du kan købe billetter til Team Esbjergs kamp mod Herning-Ikast Håndbold i Blue Water Dokken på www.teamesbjerg.dk.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Randers HK 25-19 (14-9)

Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 9, Sonja Frey 5, Marit Malm Frafjord 3, Kristine Breistøl 3, Sanna Solberg 2, Clara Monti Danielsson 2 og Marit Røsberg Jacobsen 1

Topscorer Randers: Sabine Pedersen 5

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

Randers: 1

2.063 tilskuere i Blue Water Dokken