To mål og en masse kilo gjorde forskellen i CL-premieren

06/10 - 2019

Team Esbjerg bestod i mange henseender den største test, et europæisk klubhold kan komme ud for, da holdet i premieren i årets EHF Champions League mødte et af spillets ypperste hold, CSM Bucuresti.

Et resultat på 22-24 vil skrive sig ind i kategorien ærefulde nederlag, og det kan man ikke omsætte i point, når regnskabet skal gøres op, og kvalifikationen til forårets hovedrunde skal afgøres. Men at holde alt forholdsvis åbent indtil de sidste minutter i en kamp, hvor Team Esbjerg forsvarsmæssigt bestod, men i hele kampen havde svært ved at slå revner i den bevægelige muskelmasse i Bucuresti-forsvaret, tjener i sig selv holdet til ære.

Bucuresti stillede med svenske Linnea Torstensson og serbiske Andrea Lekic som de gennemgående figurer i bagkæden og med Dragana Cvijic, der kan få Vilde Ingstad til at se lille ud, som murbrækkeren på stregen. Det blev hurtigt en stor håndfuld for Team Esbjerg-forsvaret, men værre var det, at det i den anden ende kneb med at gennembryde panseret bestående af nogle af de samme spillere. Og så havde Bucuresti Dedu i målet, der senest blot blev skiftet ind, da Siófok KC gæstede Esbjerg for få måneder siden. Hun skulle vise sig at tage tre af fem esbjergensiske straffekast i kampen og præstere i alt 16 redninger.

Rumænerne var foran 7-3, da cheftræner Jesper Jensen lidt over midten af halvlegen tog sin første timeout. Tre mål på næsten 16 minutter var ikke meget. Sonja Frey ville en masse, men spillede for tæt på det rumænske forsvar og spildte regulært alt for meget. Estavana Polman kom ind efter 12 minut og tilførte mere idé i spillet, men er endnu ikke i CL-gear efter sin ugelange skadesperiode. Der manglede tempo, og gennembrudskraft, og når det lykkedes at komme igennem, blev for meget brændt på Dedu.

Efter pausen praktiserede Jesper Jensen et variabelt syv mod seks-spil, og det ledte i det første angreb til et fint gennembrud og en scoring af Rut Jónsdóttir. Samtidig løftede Rikke Poulsen niveauet i målet med flere redninger, hvilket også var tiltrængt.

Efter Team Esbjergs fine indledning på anden halvleg oparbejdede Bucuresti et forspring på seks mål, og kampen syntes afgjort. Men Team Esbjerg kom tilbage. Line Jørgensen, Marit Malm Frafjord, Sanna Solberg og Kristine Breistøl trak på deres Champions League-erfaring og bevægede sig og tacklede, så det momentant gjorde indtryk på de drevne modstandere. Sonja Frey og Vilde Ingstad reducerede til 14-16, hvilket fik den nye rumænske boss, Adrian Vasile, til at tage en timeout. Polman reducerede yderligere, inden rumænerne fattede sig og på ny lagde nogle måls afstand.

Marit Malm Frafjord blev ramt af to udvisninger på fire minutter i en vigtig fase, hvilket var en kvittering for den øgede hårdhed efter pausen, men Team Esbjerg formåede flere gange at holde 2016-vinderne af Champions League inden for to måls afstand. Sonja Frey scorede på et vip fra Kristine Breistøl til 21-23, indskiftede Rikke Granlund reddede et forsøg fra Carmen Martin, og med 40 sekunder igen trak Team Esbjerg en udvisning og et straffekast. Det brændte Frey på Dedu, og den sidste spinkle mulighed for at fravriste favoritterne et point fortonede sig i et desperat helbanepres.  

Cheftræner Jesper Jensen:

– Vi viste, at vi har niveau til at være med, både individuelt og kollektivt. Men vi havde ikke evnen til at spille med den nødvendige hårdhed i første halvleg, og da vi fik rettet op på det, var vi bagud med fem mål. Det var ærgerligt. Jeg synes ikke, vi havde flyttet os på det mentale niveau siden EHF Cup-finalen mod Siófok i foråret. Vi forsømte at vise: Sådan spiller vi, følg med, hvis I kan. Jeg så ikke den coolness, vi viser i den danske liga.

Vilde Ingstad:

– Vi manglede at score flere mål, for vi havde masser af chancer, men de har en god målmand. I de perioder, vi var ved at komme op, lavede vi især i første halvleg tekniske fejl. Vi skal være på fra start i sådan en kamp. Vi fik vist, at vi kan være med, men vi skal være mere mentalt til stede. Skræmt? Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg var ikke bange.

Marit Røsberg Jacobsen:

– Jeg føler, vi havde mulighederne, men vi greb dem ikke godt nok. Derfor står jeg med en lidt dårlig følelse nu. Alt er et niveau op i Champions League, spillere, målmænd og det hele, men vi havde chancer nok. Vi var forberedt på at møde et fysisk stærkt hold, og vi var indstillet på at give dem tæsk, men vi kunne have givet mere. Vi har niveauet, men fik ikke udnyttet det godt nok.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – CSM Bucuresti 22-24 (9-13)

Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 6, Sonja Frey 4, Kristine Breistøl 3, Sanna Solberg 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Vilde Ingstad 2, og Rut Jónsdóttir 1

Topscorer Bucuresti: Andrea Lekic 5

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

Bucuresti: 6

1.910 tilskuere i Blue Water Dokken