Moralen stod sin prøve i vestjysk opgør
09/09 - 2019
Uden to af profilerne i sæsonens første kampe, Estavana Polman og Annette Jensen, stod moralen sin prøve i udekampen mod TTH Holstebro, som Team Esbjerg besejrede med 23-19 og dermed fortsat har maksimumpoint i HTH Ligaen efter tre spillerunder.
Cheftræner Jesper Jensen havde en klar forventning om, at andre af holdets dygtige markspillere ville tage over i de to bagspilleres fravær, og målvogteren havde også mulighed for at bidrage. Det gjorde Rikke Poulsen fra kampens begyndelse. Hun tog tre af TTH’s fire første forsøg og banede vejen for en 3-1-føring – den tredje scoring sat ind af Vilde Ingstad netop på et kontraangreb efter en redning.
Hurtigt efter blev Line Jørgensen udvist, hjemmeholdet kom på 3-3 og fulgte med til 6-6, hvorpå Team Esbjerg på ny tog afstand. Marit Malm Frafjord er blomstret op angrebsmæssigt ved at få spilletid i begge ender og scorede de to næste mål, og hun trak det straffekast, Sonja Frey øgede til 9-6 på.
Den nye østriger i truppen fik på ny en hovedrolle med sit tempo og sine svært stoppelige gennembrud. Med Annette Jensen ude ligger et større ansvar på hendes skuldre, men flere af bagspillerne hjalp godt til i spilopbygningen, og Kristine Breistøl og Line Jørgensen blev noteret for henholdsvis fire og tre assists, ofte med en sikker Vilde Ingstad som endestation.
Efter pausen reducerede stregspilleren Kaja Kamp til 10-12, men Marit Røsberg Jacobsen og Breistøl øgede til 14-10, og derfra var der ikke tvivl om favoritsejren.
Betegnende nok tog Jesper Jensen sin første timeout efter hele tre kvarters spil, da der var fred og beskeden fare ved stillingen 18-13 til Team Esbjerg. Clara Monti Danielsson øgede til 19-13, inden Holstebro kom lidt bedre med i slutfasen.
20-årige Andrea West, der er kommet fra Silkeborg-Voel, og en mere erfaren tilgang, Trine Knudsen, var sammen med en tredje ny spiller, målvogter Ditte Vind, bedst hos hjemmeholdet. Vind præsterede ligesom Rikke Poulsen i den modsatte ende hele 16 redning, men opnåede en lavere redningsprocent end Poulsens 47, fordi der blev scoret mere hos hende.
Kampen i tal:
TTH Holstebro – Team Esbjerg 19-23 (9-12)
Målscorere Team Esbjerg: Sonja Frey 7, Vilde Ingstad 6, Kristine Breistøl 3, Marit Malm Frafjord 2, Clara Monti Danielsson 2, Marit Røsberg Jacobsen 2 og Line Jørgensen 1.
Topscorer TTH: Andrea West 7
Udvisninger:
Team Esbjerg: 4
TTH: 2
907 tilskuere i Gråkjær Arena