Førstepladsen sikret - bliver det København eller Nykøbing i semifinalerne?

19/04 - 2019

Team Esbjerg har spillet afgørende kampe om at komme i store finaler og semifinaler, og pludselig var der mindre at spille om. En sejr over Viborg HK ville ganske vist sikre førstepladsen i slutspilspuljen, og den kan vise sig at blive meget værd, men det ubønhørlige krav om sejr var langt fra så påtrængende i langfredagskampen som i den serie af vigtige kampe, holdet på det seneste har spillet i EHF Cup og HTH Ligaens slutspil.

På den baggrund var det en professionel opgaveløsning at besejre Viborg med 29-25 og sikre puljesejren. Om modstanderen i semifinalen bliver København Håndbold eller Nykøbing F. Håndbold afgøres i sidste spillerunde mandag.

– Jeg vil gerne rose spillerne for at løse den svære mentale udfordring at spille mod en modstander, der ikke havde noget at spille for, efter alle de kampe, hvor vi bare skulle vinde, vinde og vinde. Hvad ville Viborg komme med, og hvad skulle vi levere for at vinde? Selv om der ikke var maksimalt pres på, synes jeg, vi holdt et højt bundniveau, sagde cheftræner Jesper Jensen efter endnu en sejr.

For et år siden viste serbiske Kristina Liscevic et bundniveau af en anden verden trods sin risikovillige spillestil, da hun i slutspillet og semifinaleopgørene mod Odense Håndbold spillede sit bedste i Team Esbjerg-trøjen. Mod Viborg ejede hun banen det første kvarter, drev angrebene frem i højt tempo og afsluttede selv de fleste af dem. Da der stod 9-7 på måltavlen, havde hun scoret seks mål. Derpå blev hun afløst af en anden solist, Estavana Polman, der frem for alt viste, at der ikke er noget i vejen med hendes højre skulder, og at også hun er semifinaleklar.

– Jeg er ved at have et luksusproblem, sagde Jesper Jensen.

I det positive problem inkluderede han også Maria Mose Vestergaard, der kom på banen efter dagens dramatiske højdepunkt, da Sanna Solberg i flere minutter lå nærmest ubevægelig på banen omgivet af medspillere og behandlere.

– Jeg fik et slag på halsen og havde svært ved at trække vejret. Men jeg er frisk igen, bedyrede den norske landsholdsspiller efter kampen.

Solberg kunne have spillet i anden halvleg, men fik lov til at sunde sig.

Det blev en kamp, hvor Viborg blev spist i små bidder, uden at det blev noget festmåltid. “Kiki” og “Essie” fortsatte med at brillere i glimt, Vilde Ingstad sled og scorede mål fra stregen – et af dem spillet fri bag om ryggen fra Liscevic – Marit Røsberg Jacobsen øvede sin signaturscoring, lobbet, så det til sidst mislykkedes, og forsvaret og Sandra Toft havde for det meste pænt styr på Viborg-skytterne. I den sidste ende rakte det.

Team Esbjerg og puljens anden semifinaledeltager, Herning-Ikast Håndbold, pudser semifinaleformen af mandag kl. 16.00 i Blue Water Dokken, og mens midtjyderne kender modstanderen, Odense Håndbold, findes Team Esbjergs på dagen.

– Vi har tabt kampene til København i denne sæson og vundet alle over Nykøbing, men NFH er det mest formstærke hold af dem lige nu. Vi må se, sagde Jesper Jensen.

Også hjemmepublikummet i Blue Water Dokken er klar til større kampe. Næsten 1.900 tilskuere til en kamp af mindre betydning end mange af de foregående er et godt bundniveau.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Viborg HK 29-25 (15-14)

Målscorere Team Esbjerg: Kristina Liscevic 9, Vilde Ingstad 5, Estavana Polman 5, Marit Røsberg Jacobsen 4, Kristine Breistøl 3, Line Jørgensen 1, Maria Mose Vestergaard 1 og Clara Monti Danielsson 1.
Viborg: Ann Grete Nørgaard 6

Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Viborg: 3

1.872 tilskuere i Blue Water Dokken