Jobbet udført mod Skanderborg - næste stop Bietigheim
22/01 - 2019
Nogle gange må man vurdere en håndboldkamp ud fra andre skalaer end de målelige. Team Esbjerg er midt i et tæt program med vigtige kampe i EHF Cup og møder ind imellem hold fra den nederste del af HTH Ligaen, som ikke for alvor er i stand til at presse holdet.
Således var det også med Skanderborg Håndbold, der hjulpet af i perioder venlige værter stred godt og hentede et absolut hæderligt nederlag på 29-25 i Esbjerg. Team Esbjerg fik to point i toppen, og østjyderne fortsatte deres gode periode trods de manglende point. Alle kunne være tilfredse.
Man kan indvende, at Team Esbjerg burde have vundet større, koncentrerede sig for dårligt i perioder, og at holdet bidrog til en søvndyssende affære, der fik flere tilskuere til at udvandre og foretrække at falde i søvn hjemme i den varme sofa. Men opgaven løst – skadesløst – og tankerne er for længst rettet mod søndagens vigtige udekamp i EHF Cup mod SG BBM Bietigheim i det sydlige Tyskland.
– Vi fik roteret lidt, og med kampe tirsdag og søndag har vi mulighed for at lade spillerne restituere med en fridag onsdag og individuel styrketræning torsdag, inden vi retter blikket mod Bietigheim-kampen. Vi har trods alt spillet ni kampe på 25 dage. Man kan altid sige, at vi burde have scoret flere mål, men det er lige så meget min skyld, fordi vi prøvede ting af, for eksempel Røsberg på højre back, sagde en afklaret cheftræner, Jesper Jensen.
Vilde Ingstad scorede fire af kampens fem første Team Esbjerg-mål, Kristine Breistøl havde lettere ved at ramme Ingstad end netmaskerne, og der blev varieret med forsvarsopstillinger, også 6-0, mod den ikke tungt skydende Skanderborg-bagkæde, hvor Trine Knudsen fra begyndelsen skabte mest liv.
Ikke mange minutter inde i anden halvleg kom de to unge fløje, Elma Halilcevic og Emma Nielsen, på banen, uden at det kostede på måltavlen. Team Esbjerg førte med 11 mål, inden der gik magelighed og kommende EHF Cup-kamp i den.
Skanderborg fik udbytte af at blive ved, og målvogter Anna Kristensen tog sig af mange Team Esbjerg-muligheder, der med lidt mere skarphed havde givet mål. Hendes redning og fine frispilning af Kristianna Johnsen på kontraen til 26-18-reduceringen var en af kampens detaljer, og hendes redningsprocent på 60 gjorde hende til kampens spiller.
Næste opgave for Team Esbjerg er mod Bietigheim søndag den 27. januar i den store MPH Arena i Ludwigsburg. Den bliver langt vanskeligere.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Skanderborg Håndbold 29-25 (18-12)
Målscorere Team Esbjerg: Vilde Ingstad 7, Marit Røsberg Jacobsen 4, Estavana Polman 4, Sanna Solberg 3, Annette Jensen 3, Kristine Breistøl 2, Kristina Liscevic 2, Marit Malm Frafjord 2, Emma Nielsen 1 og Rikke Granlund 1.
Topscorer Skanderborg: Mette Brandt Nielsen 5
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
Skanderborg: 2
1.588 tilskuere i Blue Water Dokken