Team Esbjerg i vinderposition - men tabte et point i Norge
13/01 - 2019
Team Esbjerg var efter en meget jævnbyrdig første halvleg i vinderposition og førte flere gange med fem mål efter pausen, men måtte nøjes med 28-28 i et EHF Cup-opgør mod Storhamar, som var mere spændende end velspillet.
Det ene point i en vanskelig udekamp kan dog vise sig yderst værdifuldt, når det samlede regnskab i gruppe A skal gøres op, og de to kvartfinalister skal findes.
– Når man fører med fem mål, skal man gøre mere for at lukke kampen, og det formåede vi ikke. Storhamar kom tilbage og fik et fortjent point, og jeg synes ikke, vi spillede op til, hvad vi har vist på det seneste. Det var for ufokuseret, for ubeslutsomt, og blikkene flakkede, i stedet for at sige til hinanden, at det her, det vil vi. Det mindede lidt om de første 10 minutter mod Viborg i den seneste ligakamp. Der skulle ikke meget til, for at vi kunne have vundet denne kamp, og vi føler, at vi har tabt et point, sagde cheftræner Jesper Jensen efter gyseren i Hamar.
På forhånd var der stort fokus på aksen Betina Riegelhuth-Heidi Løke, og den kom til at spille en større rolle i kampen, end Team Esbjerg brød sig om. 10 mål scorede den ustoppelige veteran, Heidi Løke, og Riegelhuth bidrog med indspil og seks egne scoringer. Hos Team Esbjerg nåede ingen topniveauet, men Kristine Breistøl udmærkede sig med fem mål og viste, at hun kan blive en vigtig trussel i de næste kampe i EHF Cup og HTH Ligaen.
Holdet har nu tre point i den europæiske gruppe efter storsejren over rumænske Magura Cisnadie og uafgjort mod Storhamar.
– Vi kan stadig selv afgøre det, men to point i Norge ville have gjort meget. Nu bliver de to kampe mod Bietigheim meget vigtigt, især den på lørdag i Blue Water Dokken, sagde Jesper Jensen.
Team Esbjerg møder lørdag kl. 13.00 de tyske mestre, SG BBM Bietigheim, i Blue Water Dokken. Du kan købe billetter til opgøret på www.teamesbjerg.dk.
Kampen i tal:
Storhamar Håndball Elite – Team Esbjerg 28-28 (14-15)
Målscorere Team Esbjerg: Estavana Polman 6, Kristine Breistøl 5, Kristina Liscevic 4, Line Jørgensen 3, Vilde Ingstad 3, Clara Monti Danielsson 2, Sanna Solberg 2, Marit Røsberg Jacobsen 2 og Annette Jensen 1.
Topscorer Storhamar: Heidi Løke 10
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
Storhamar: 2
1.196 tilskuere i Boligpartner Arena