Talenterne i Team Esbjerg HK rører på sig

07/09 - 2018

Team Esbjerg ønsker at udvikle flere egne spillere til eliteniveau, og den naturlige fødekæde, Team Esbjerg HK, gør klar til at levere. Først kom U18-landsholdsspilleren Elma Halilcevic, og nu er tre spillere fra klubbens U16-hold udtaget til DHF’s fællestræning 20.-23. september i Vejen, hvor talentfulde spillere fra hele landet samles.

De tre spillere i 2002-årgangen er Wilma Krautmeyer, Stella Muir og Caroline Søeborg Thisgaard, som alle spiller på det U16-hold, der – i lighed med U14- og U18-holdene – netop har kvalificeret sig til at spille i den bedste række, 1. division. De har dermed muligheden for at kvalificere sig til at spille i U16 Ligaen efter jul.

– Vi har i længere tid haft fokus på at få skabt en stærk struktur i talentudviklingen, så det hele hænger sammen med skole, daglig træning samt træning på tværs af årgange og op til 2. division og ligahold. Træningsmiljøet er et helt andet nu, og alle har fælles mål og er parat til at yde den indsats, der kræves for at nå langt med sit håndboldspil. Udtagelsen af de tre spillere er det første udtryk for, at det går den rigtige vej, og vi er stolte af at have opnået gode resultater på kort tid, siger formand for Team Esbjerg HK Søren Mellerup.

Med den sidste sætning hentyder han til, at en nøgleperson i talentsatsningen, Thomas Høst, trådte til i en deltidsstilling som talentansvarlig 1. maj og samtidig som træner for U16-holdet. Han har den højeste europæiske træneruddannelse og har været tilknyttet flere eliteklubber som talentchef, ligesom han er områdeleder i DHF.

Cheftræner Jesper Jensen konstaterer med tilfredshed, at talentarbejdet udvikler sig positivt, og at flere i håndboldmiljøet øjensynligt nu lægger mærke til, hvad der foregår i Esbjerg.

– Vi er på ligaholdet interesseret i, at der udvikles så mange gode spillere som muligt, allerhelst vore egne, men også gerne talentfulde spillere udefra, som synes, det er spændende at komme til Esbjerg. På den måde kan vi også om 10 år udvikle dygtige spillere til førsteholdstruppen, siger Jesper Jensen.

Kort om de tre udtagne spillere:

Wilma Krautmeyer – en høj og samtidig bevægelig spiller, der kan skyde fra 10-11 meter på venstre back-positionen, men mestrer mange andre facetter af spillet, blandt andet at dække godt op. Hun er datter af TTH Holstebros cheftræner, Pether Krautmeyer, og er kommet til Esbjerg i denne sæson.

Stella Muir – playmaker med højt energiniveau, som gør hende i stand til at trække holdkammeraterne med, og er også stærk i dueller. Hun skal fortsat udvikle sin spilforståelse og samarbejdet med stregen. Kommer fra efterskoleophold i Aarhus, er oprindelig fra Herning.

Caroline Søeborg Thisgaard – var venstre back indtil for få måneder siden, men har fysiske og spillemæssige kompetencer, som gjorde det oplagt at omskole hende til stregspiller. Hendes gode fysik og størrelse kommer især til sin ret i et stærkt forsvarsspil, men hun er med sin lærevillighed og gode forståelse også hurtigt kommet efter stregspillet.

Wilma og Stella har valgt at flytte til Esbjerg og bor hos samme ressourcestærke og engagerede værtsfamilie. Caroline har spillet i først DUH Esbjerg og nu Team Esbjerg i en årrække og er en lokal pige.

Team Esbjerg HK, der har hold fra de yngste årgange til 2. divisionskvinder, har i de senere år haft stigende medlemstal og ser med stor optimisme på fremtiden. Som eliteklubbens amatørafdeling har klubben ca. 50 spillere i U13-U14-årgangene samt et tilsvarende antal spillere i både U11-U12 og U9-U10.