Hjemmekamp mod oprykkere vil byde på en anden oplevelse

07/09 - 2018

Oprykkerne fra EH Aalborg på hjemmebane kan ligne en ekspeditionssag for Team Esbjerg, der går til kampen lørdag eftermiddag med to friske sejre over hold fra den formodet bedste halvdel af HTH Ligaen, mens nordjyderne som ventet har haft det svært.

– Vi skal tage opgaven seriøst, velvidende at vi er kæmpefavoritter. Vi har noget, vi skal have ud af kampene, og hvis det lykkes, skal vi kunne vinde over Aalborg på hjemmebane. I Viborg var vi ikke gode til at afgøre kampen tidligt, da vi havde muligheden. Hvis den opstår mod Aalborg, vil vi gøre det så hurtigt som muligt, så vi ikke kommer ud i tilfældigheder mod slutningen af kampen, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Aalborg er et hold uden den store ligaerfaring. Anne Brinch-Nielsen er det kendte ansigt fra tiden i barndomsklubben Team Esbjerg, svenske Emma Friberg har stået i mål for Ringkøbing, Mathilde Storgaard har en fortid i Viborg HK, og den tidligere Skanderborg-spiller, Laura Damgaard, blev Årets Spiller i 1. division i seneste sæson. Holdet har lidt snævre nederlag til TTH Holstebro og Aarhus United, men fik en ordentlig afklapsning i Nykøbing.

– Aalborg er selv meget bevidst om sin situation med et lavt budget og er indstillet på at gribe de muligheder, der kommer. For publikum bliver det en anden oplevelse end i den seneste hjemmekamp mod Herning-Ikast, da vi fightede forbilledligt. Hidtil har vi holdt os til, hvad der fungerede, og jeg er meget tilfreds med to sejre ud af tre mod vanskelige modstandere. Mod Aalborg får andre spillere mulighed for at komme til fadet, om end vi prioriterer sejre over udvikling, siger Jesper Jensen.

Truppen er uændret i forhold til kampen i Viborg tirsdag. Den indbefatter blandt andre de to landsholdsspillere, Sandra Toft og Line Jørgensen, der som ventet er udtaget til landskampe mod Frankrig, Polen og Norge sidst på måneden, samt Annette Jensen, der er på udviklingslandsholdet.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaen mod EH Aalborg lørdag den 8. september kl. 15.00 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen
Streg: Vilde Ingstad og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.