Endnu en vigtig sejr for moralen i Viborg

04/09 - 2018

Team Esbjerg har overvundet de mentale skrammer oven på to nederlag til København Håndbold i Super Cup og ligapremiere og vandt den anden sejr i træk, denne gang 29-26 over bronzevinderne fra Viborg HK, hvis sæsonstart gik fra dårlig til værre med det tredje nederlag.

Gæsterne tog teten fra kampens start, og trods fæle afbrændere af Estavana Polman og Line Jørgensen over for et løst Viborg-forsvar lykkedes det at opbygge en 6-3-føring, inden Viborg-cheftræner Allan Heine tog den første timeout. Det blev 7-3 ved Marit Røsberg Jacobsen på Team Esbjergs tredje kontramål, inden kampen skiftede karakter.

Viborg satte en ny kæde med Moa Högdahl, Kristina Jørgensen og Line Uno på banen, og især sidstnævntes hurtige og direkte spil skabte en anden dynamik hos hjemmeholdet. Den udnyttede veteranen Ann Grete Nørgaard til en række scoringer. Også Team Esbjergs Line Jørgensen viste sine velkendte færdigheder i afslutninger med flere fine mål fra distancen og en frispilning til endnu en gang stærke Vilde Ingstad på stregen. Summen var dog, at pauseføringen blev begrænset til to mål.

– Vi har bragt glæden tilbage hos Viborg, og det er vores egen skyld, sagde Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen urovarslende til TV 2 Sport i pausen.

De første minutter af anden halvleg gav ham ret. En af Viborgs bedste, nyankomne Pauline Bøgelund, og Stine Bodholt udlignede hurtigt, inden Estavana Polman efter en bleg indsats før pausen scorede sine to første mål og reetablerede føringen. Team Esbjerg-forsvaret var generelt godt tacklende og fleksibelt på en aften, hvor hverken Rikke Poulsen eller Sandra Toft i målene brillerede.

Vilde ingstad scorede vigtige mål for Team Esbjerg, da afgørelsen nærmede sig, og målet til 24-20 på en aflevering fra Polman har hendes tredje i træk. Kristine Breistøl forsømte at bringe holdet foran med fem, og i stedet scorede Högdahl på en kontra.

Fejlene blev hyppigere i en mere hektisk end spændende slutfase. Estavana Polman blev mandsopdækket som et sidste udspil fra Viborg-bænken, og i hendes fravær i spilopbygningen smed Kristina Liscevic bolden væk to angreb i træk. Lidt efter blev Sanna Solberg flået ned i et gennembrud uden at få straffekast, og Viborg fik færten af en vending bagud med 25-26. Men så fik “Kiki” forladelse med to fine hopskudsmål, da det var allermest nødvendigt, det første til 27-25 efter en stor Sandra Toft-redning, og Polman slog sidste søm i med sit fjerde mål i halvlegen.

Det var langt fra kønt det hele, men Team Esbjerg viste mere mental styrke i afslutningen end hjemmeholdet, hos hvilket Line Haugsted fortsat er langt fra det høje niveau, hun kan spille på.

– Vi tager imod alle sejre, og vi vandt ikke heroppe i seneste sæson. Mod København klarede vi ikke at spille under pres, men det gjorde vi i dag, sagde målvogter Sandra Toft, der flere gange i kampen ømmede sig med ryggen.

Efter det hårde udlæg med tre klassemodstandere begiver Team Esbjerg sig nu ind i en fase med modstandere fra HTH Ligaens bløde ende, og den første er oprykkerne EH Aalborg lørdag kl. 15.00 i Blue Water Dokken. Du kan købe billet til kampen på www.teamesbjerg.dk og følge, om holdet konsoliderer sig i toppen af ligaen.

Kampen i tal:

Viborg HK- Team Esbjerg 26-29 (13-15)

Målscorere Team Esbjerg: Vilde Ingstad 6, Line Jørgensen 4, Estavana Polman 4, Marit Røsberg Jacobsen 3, Kristine Breistøl 3, Annette Jensen 3, Clara Monti Danielsson 2, Kristina Liscevic 2 og Sanna Solberg 2.
Topscorere Viborg: Ann Grete Nørgaard 6 og Pauline Bøgelund 5.

Udvisninger:
Viborg: 0
Team Esbjerg: 1

1.226 tilskuere i Vibocold Arena Viborg