Individualisterne skal fungere kollektivt i revanchen
28/08 - 2018
Med København Håndbold, Herning-Ikast Håndbold og Viborg HK som modstandere i sæsonens første tre kampe i HTH Ligaen må læringskurven for Team Esbjergs nye trup være stejl, hvis klubben ikke skal stå tomhændet tilbage efter de første spillerunder.
– I den henseende er turneringsstrukturen lidt hård ved os, men det er jo ikke anderledes, end at de formodede hold i den anden ende af ligaen møder hinanden indbyrdes i kampe, der kan afgøre, om de bliver i rækken. Vi har mange dygtige spillere i truppen, men overordnet set skal vi nu have kollektivet op at stå igen efter nederlaget i Super Cup. Så kan det være, at individualisterne kan redde os i nogle kampe senere i turneringen, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.
Kampen mod København Håndbold i Super Cup blev spillet tre dage før, de samme to hold mødes i ligapremieren på Frederiksberg onsdag aften. København har den mentale overhånd, men kunne Jesper Jensen selv vælge, hvilken kamp han helst vil vinde, er det ligakampen – også i lyset af det krævende program i de første kampe. Det vil være godt at komme på tavlen allerede i den første kamp om point.
– København overraskede os lidt ved at skifte forsvarssystem midt i vores angreb, men ellers var der ikke noget, der kom bag på os. De er danske mestre og behøver ikke ændre meget, men kan nøjes med at lægge lidt til. København spillede en rigtig flot kamp, endnu inden vi er i gang med turneringen, og man kunne godt se, at vi manglede lidt endnu. Vi håber at komme et skridt eller halvandet tættere på denne gang, siger Jesper Jensen.
Her er vi tilbage ved, at Team Esbjerg skal finde spillerytmen under pres mod stærke modstandere. Bortset fra for mange brændte chancer på København-målvogter Johanna Bundsen var Jesper Jensen ikke utilfreds med spillet før pausen, hvorimod niveauet i nogle af de første minutter i anden halvleg ikke var til at holde trit med den velsmurte københavnske håndboldmaskine.
Truppen er uændret til anden akt mod København Håndbold.
Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaen mod København håndbold onsdag den 29. august kl. 19.00 i Frederiksberg Hallerne:
Målmænd: Sandra Toft og Rikke Marie Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen
Streg: Vilde Ingstad og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.