Viborg vandt 70 minutters hedeslag og tog bronzen

26/05 - 2018

Det varmt, det var medrivende, og det var dramatisk, da Team Esbjerg og Viborg HK gav hinanden en herrefight af en anden verden i bronzefinalen i Blue Water Dokken lørdag aften.

Efter 30-30 i den ordinære kamp måtte der to gange fem minutters forlænget spilletid til, og den vandt de grønblusede gæster med 6-4, så slutcifrene blev 36-34 og bronzemedaljer til Viborg.

Reaktionen fra Team Esbjergs spillere viste, at bronze ikke er ligegyldigt, når man i tre semifinalekampe har kæmpet for at opnå større mål og derefter måtte spille yderligere tre kampe for at undgå den foragtede fjerdeplads.

Det var ikke uretfærdigt, at Viborg vandt bronzemedaljer, men det var ifølge Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, heller ikke retfærdigt, at alle disse anstrengelser for at overvinde modgang mod sæsonens slutning ikke blev kronet med et sæt medaljer.

– Det havde været så fortjent et skulderklap til spillerne at vinde bronze. Vi har kæmpet med alt, hvad vi havde, omverdenen har anerkendt os for det, og vore tilskuere har kæmpet lige så meget som os. Derfor er Mette Melgaard og jeg så stolte af at have været en del af det, sagde Jesper Jensen.

Som første halvleg udviklede sig, tydede kampen på at blive en festlig afrunding på en sæson med megen modgang. Før der var spillet et kvarter, førte Team Esbjerg 10-6, og Sandra Toft reddede også det andet straffekast fra Ann Grete Nørgaard.

Topscorer Ida Bjørndalen Karlsson var blevet klar til at spille trods akillesseneproblemer og medvirkede primært til en tiltrængt afstivning af forsvaret. Der var gang i målene i begge ender. Viborg-målvogter Rikke Poulsen tog ikke meget og blev afløst af Josephine Nordstrøm i nogle minutter, og Sandra Toft havde også nogle blundere.

Viborg-cheftræner Allan Heine tog knebet med at tage Kristina Liscevic ud af kampen med en mandsopdækning i brug, som det var tilfældet i den anden bronzekamp i Viborg, uden at det havde synderlig effekt. Team Esbjerg fandt hele tiden nye midler.

Teenageren Elma Halilcevic fik hallen til at koge med sit gennembrud til 12-7, og Anne Brinch-Nielsen afsluttede beslutsomt og varieret i stedet for at lobbe og spillede en fremragende kamp. Den kommende Aalborg-spiller scorede til 13-8, Elma Halilcevic stjal bolden ud af hænderne på en Viborg-spiller og løb fra forsvaret til 14-8, og Mette Gravholt øgede til 15-8. Bronzen blinkede.

På det tidspunkt havde Allan Heine allerede taget sin anden timeout. Viborg stabiliserede sig, blandt andet med syv mod seksspil, men Stine Bodholt fik mod halvlegens slutning sin anden udvisning, der skulle vise at blive skæbnesvanger for hendes senere muligheder for at gennemføre kampen. Team Esbjerg gik til pause foran 19-14 og havde alle muligheder for at afvente modstandernes modtræk og spille tålmodigt i de sidste 30 minutter.

På den baggrund blev de første seks minutter af anden halvleg et mareridt. Uden at Team Esbjerg kunne finde modtræk, lykkedes det Viborg at udligne til 19-19.

I det 39. minut modtog gæsternes forsvarskrumtap, Stine Bodholt, sin tredje udvisning og dermed rød kort, og Viborg tillod sig adskillige fejl, der blev straffet af et ellers rådvildt Team Esbjerg-hold, der ikke kunne holde kadencen fra første halvleg.

Hjemmeholdet bragte sig i føring med 23-20, og tremålsføringen holdt til 26-23, hvorefter to udvisninger ramte holdet med kort mellemrum. I det 54. minut bragte Ann Grete Nørgaard for første gang Viborg foran med sit mål til 28-27, og derefter fulgtes holdene ad ind i de sidste højspændte minutter.

Team Esbjerg-spillerne havde svært ved at holde hovederne kolde i det meste af anden halvleg, og det samme gjaldt kampens to dommere, Karina Christiansen og Line Hesseldal Hansen, der i slutfasen dømte et straffekast mod Sanna Solberg efter en tilsyneladende flot forsvarsaktion for at bremse en Viborg-scoring. Denne gang svigtede Ann Grete Nørgaard ikke og scorede til 30-29 til Viborg. Anne Brinch-Nielsen udlignede, Team Esbjerg erobrede bolden, men formåede trods rådslagning i en timeout ikke at score.

Med 30-30 måtte der forlænget spilletid til, og her førte Viborg i de første fem minutter, indtil Team Esbjerg med to mål i træk af Lara González og Kristina Liscevic skabte en pauseføring på 34-33.

Ida Bjørndalen Karlsson blev udvist kort efter sidebyttet, Line Haugsted scorede sit tredje mål i overtiden til 34-34, inden Sandra Toft havde en vigtig redning af et Ann Grete Nørgaard-forsøg, mens Team Esbjerg fortsat var i undertal. Alt var fortsat åbent.

Kampen bølgede. Viborgs Kristina Jørgensen ramte ved siden af et tomt Esbjerg-mål, Rikke Poulsen reddede et Ida Bjørndalen-straffekast, og Ann Grete Nørgaard udnyttede et i den anden ende. I det følgende Team Esbjerg-angreb endte et Lara González-forsøg i Viborg-paraden. Spanieren kunne ikke holde det høje niveau fra tidligere i sin afskedskamp. Kampens bedste spiller, Line Haugsted, cementerede med sit 11. mål Viborg-sejren.

– Vi gjorde det svært for os selv i de første seks minutter af anden halvleg, hvor vi mentalt ikke var til stede, og det var egentlig flot, at vi derefter hængte på. Omkampen blev afgjort på et straffekast, og så havde vi væsentlige dommerkendelser imod os. Hvor dommernes kendelser tidligere i kampen gik ud over begge hold, blev vi virkelig ramt i den fase, og dommerne fik afgørende indflydelse på kampens afslutning, sagde Jesper Jensen.

Sæsonen var slut, og næsten 2.000 tilskuere måtte slukørede begive sig ud i den sommerlige varme. Søndag kalder landsholdene for de to nordmænd, Vilde Instad og Sanna Solberg, spanske Lara González og danske Sandra Toft, som alle skal spille EM-kvalifikationskampe i den kommende uge.

– Jeg ville have elsket at afslutte sæsonen med bronzemedaljer. Jeg synes virkelig, disse piger fortjener det efter deres indsats i hele sæsonen – men sådan er håndbold. Jeg kan kun sige tak til alle vore fans, der har stået bag os hele tiden. Det har været en stor fornøjelse at spille på dette hold, og jeg har lært meget af de to år i klubben, både i gode og dårlige tider, sagde en udkørt Lara González efter sin sidste kamp i trøjen.

De øvrige Team Esbjerg-spillere kan puste ud efter en sæson, der har fordret dem til deres yderste og indbragt en titel i Santander Cup, som giver adgang til EHF Cup i den nye sæson. Vi glæder os allerede.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Viborg HK 30-30 (19-14) Forlænget spilletid 4-6 – sammenlagt 34-36

Målscorere Team Esbjerg: Kristina Liscevic 10, Anne Brinch-Nielsen 6, Lara González 4, Mette Gravholt 4, Vilde Ingstad 3, Elma Halilcevic 2, Sanna Solberg 2, Maibritt Kviesgaard 1, Ida Bjørndalen 1 og Sofie Blichert-Toft 1.
Topscorer Viborg: Line Haugsted 11

Udvisninger:
Team Esbjerg: 3
Viborg: 3

1.954 tilskuere i Blue Water Dokken