Unge talenter og en veteran med i pokaltrup i Bjerringbro

13/05 - 2018

Midt imellem opslidende semifinalekampe mod Odense HC og kampe om bronzemedaljer mod Viborg HK skal pokalvinderne fra Team Esbjerg i aktion i 6. spillerunde i årets udgave af Santander Cup med en udekamp mod Bjerringbro FH mandag aften.

De seneste kampe har tæret hårdt på de i forvejen sparsomme ressourcer, og cheftræner Jesper Jensen vurderer det ikke som en let sag at tage til byen, der er mest kendt for den succesfulde håndboldfusion med Silkeborg-Voel, BSV, og slå byens kvindehold. Bjerringbro reddede sig i denne sæson i 1. division takket være blandt andre rækkens næstmest scorende spiller, Line Gyldenløve Kristensen, der leverede 163 mål i 26 kampe.

– Vi skal levere, hvad der skal til for at vinde, og så må vi se, om der bliver plads til at spare spillere. I fjor fandt vi ud af, hvor sjov sådan en turnering kan være at deltage i, og det vil vi gerne opleve igen. Men at vinde over et 1. divisionshold er ikke nogen walkover, og vi skal præstere godt i hovedparten af kampen for at klare det, siger Jesper Jensen.

Han har fået meldinger om, at Bjerringbro er et hold af dygtige håndboldspillere, der gerne vil spille syv mod seks, og at fysikken ikke er så fremherskende. Selv vil han gerne bruge kampen til at arbejde videre med nogle af de taktiske varianter, der i mangel på spillere blev prøvet i den tredje semifinale i Odense lørdag eftermiddag.

– Vi kæmpede med alt, hvad vi overhovedet havde, men måtte bøje os til sidst. Det ærgrer os, at vi ikke havde bare Ida Bjørndalen Karlsson til rådighed kampen før i Esbjerg. Så kunne det hele have set anderledes ud, siger Jesper Jensen.

Ud over pokalkampen er fokus nu på det første bronzeopgør mod Viborg HK fredag kl. 20.00 i Blue Water Dokken.

I Bjerringbro må han undvære de senest skadede spillere, Ida Bjørndalen Karlsson og den unge bagspiller og forsvarsspiller, Lene Østergaard. Hun vred venstre knæskal af led i kampen i Odense, og det er ikke afklaret, om hun skal opereres for at få sat knæet på plads. I bedste fald kan hun være klar til den nye sæson.

I Ida, Lene og samlet en hel startopstilling af spilleres fravær er de unge spillere, Kathrine Lange og 17-årige Elma Halilcevic, med i truppen, og assistenttræner Mette Melgaard har også lovet at være klar, hvis der bliver behov for hendes indsats.

Team Esbjergs trup til 6. runde i Santander Cup mod Bjerringbro FH mandag den 14. maj kl. 19.00 i Bjerringbro Idræts- & Kulturcenter:

Målmænd: Sandra Toft og Ine Stangvik
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Anne Brinch-Nielsen
Streg: Vilde Ingstad, Mette Gravholt og Mette Melgaard
Bagspillere: Lara González, Kristina Liscevic, Sofie Blichert-Toft, Kathrine Lange og Laura Kirchhoff Madsen.