Oprykker er et ”friskt pust” til Kvindeligaen
02/01 - 2024
Efter de to første runder i Kvindeligaen i denne sæson, skilte ét hold sig især ud. Ikast, Odense og Team Esbjerg havde vundet deres to første kampe, men det havde oprykkerne fra Bjerringbro FH også, og for en stund var de med helt fremme. Siden har hverdagen ramt midtjyderne, der onsdag aften gæster Blue Water Dokken for første gang.
Bjerringbro FH er i gang med sin første sæson i den bedste danske række, og de har vist, at de kan begå sig blandt de bedste i landet. Udover de to sejre i de to første kampe, fik de også uafgjort mod SønderjyskE i opgøret efter, og cheftræner Jesper Jensen sender også roser i deres retning.
– De fik en fantastisk start med fem point i de første tre kampe, og dermed spillede de sig ud af den direkte nedrykning. Men for helt at undgå en nedrykning, skal de nok have to-tre point mere, og vi skal sørge for, at de ikke får dem mod os, siger Jesper Jensen, der samtidig peger på oprykkernes helt store styrke.
– De er meget bevidste om, hvad de kan, og hvordan de skal spille. De spiller med stor tålmodighed. De jagter ikke de små chancer, og de er heller ikke bange for at spille syv mod seks. Så de spiller på deres spidskompetencer, og så har de også ligaens topscorer i Line Gyldenløve, der gennem mange sæsoner har scoret mange mål, så der er ting, vi skal holde øje med, men de er et friskt pust til ligaen, siger han.
Team Esbjerg begynder dog 2024 på toppen, efter de for få dage siden kunne sætte endnu en titel i det i forvejen tætpakket pokalskab ved at vinde over Nykøbing F. Håndbold i Santander Cup.
Her blev det til en 10-målssejr over Kvindeligaens fjerdeplads. Nu venter Bjerringbro, der indtager en 13.-plads, og dermed burde der være en stor forskel på truppernes kvalitet, mener cheftræneren.
– Vi vil kunne gøre ondt på dem overalt. Vi har mange flere spidskompetencer, end de har. Der er tale om to forskellige budgetter og baggrunde, og der er en kontrast mellem et hold, der er i Kvindeligaen for første gang, og et hold, der lige er blevet pokalmestre, men det er også en del af charmen, siger Jesper Jensen.
Kathrine Heindahl og Mette Tranborg sidder ude med langtidsskader, men ellers er resten af mandskabet kom godt over det nye år, og de er derfor klar til at byde oprykkerne velkommen til Blue Water Dokken.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen grundspil runde 13 mod Bjerringbro FH onsdag den 3. januar kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen, Anne Tolstrup Petersen
Streg: Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Live Rushfeldt Deila, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad