Sejr i Sæby er vigtigere end at vinde i Rostov-Don
02/11 - 2020
De store håndboldtriumfer nord for Limfjorden ligger tilbage i slutningen af 80’erne, da Lyngså BK med Syvstenhallen i Sæby som base og med Bente Thomsen som den store drivkraft formåede at vinde tre pokalfinaler i træk kronet med det danske mesterskab i 1988. Landsdelen er nu atter repræsenteret i den bedste liga med Vendsyssel Håndbold, hvis kampe foregår på den samme, moderniserede hjemmebane, nu under navnet Drinx Arena.
Vendsyssel kvalificerede sig til oprykning med 17 sejre i 19 kampe i den afbrudte 2019-2020-sæson, og siden er sejrsstimen brat afbrudt. Holdet har blot tjent et point ved efter en lang bustur at spille uafgjort 21-21 mod Ajax København, og de øvrige højdepunkter er smalle nederlag til Herning-Ikast Håndbold ude og Randers HK på hjemmebane.
Tirsdag aften optræder Team Esbjerg i Drinx Arena på vejen mod større opgaver ude i Europa. Efter kampen i Sæby sætter spillerne sig i bussen til en syv timer lang tur til lufthavnen i Hamborg, hvorfra turen via Istanbul går til Rostov-Don i Rusland – med lange ventetider og en natlig flyvetur blandt bumpene i rejseplanen. Inden busturen til Sæby bliver spillerne podet for coronavirus, så svaret kan foreligge inden afgangen fra Hamborg.
– Det er specielt, at vi skal pakke kufferterne til en større tur og får en rodet optakt, men ellers snakker vi ikke om Rostov-Don før efter kampen mod Vendsyssel. Vi vil hellere vinde i Sæby end i Rostov-Don. Vi behøver ikke snakke længe om, at vi er favoritter, men der findes ingen nemme kampe, særligt ikke efter fire timers bustur, og der er dygtige håndboldspillere overalt i Danmark, også i Vendsyssel, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.
Vendsyssel har stregspilleren Pernille Brandenborg som topscorer fulgt af den 19-årige playmaker, Christina Pedersen, der også er straffekastskytte. Derudover består truppen af blandt andre fine bagspillere som Sofie Sletskov og Mette Bejder samt et par islandske spillere. Afstanden fra Island til Sæby er trods alt lidt kortere.
– 29-20-sejren over København Håndbold lørdag styrker troen på, at vi gør det rigtige og er dygtige til at løse de opgaver, vi bliver stillet over for. Det giver ro før Vendsyssel-kampen, siger Jesper Jensen.
Om Vilde Ingstad kommer til at spille i denne uge efter sin lægskade er uvist, hvorimod Marit Røsberg Jacobsen spås gode chancer for at følge op på comebacket lørdag. Stella Muir er med i Sæby, men passer sin skolegang, når holdkammeraterne tager videre til Rusland.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Vendsyssel Håndbold tirsdag den 3. november kl. 18.00 i Drinx Arena:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Stella Muir.