To revanchelystne hold fra hver sin ende mødes

25/10 - 2018

Det gælder om at få renset hovederne med en gang Ajax inden mødet med det københavnske håndboldhold af samme navn fredag aften i Blue Water Dokken. Det overraskende nederlag til Aarhus United onsdag aften efterlod en plet på renommeet hos Team Esbjerg, som hurtigst muligt skal vaskes af.

– Det var en dag, da stort set samtlige spillere præsterede det dårligste i denne sæson, og vi er enormt skuffede over, at vi ikke kunne mere og formåede at stramme os an. Der ligger en grad af undervurdering i det, men ikke manglende anerkendelse af, hvad Aarhus United har præsteret. Det er mennesker, vi har med at gøre, og vi kan ikke gøre det om. Man taler ofte om en trodsreaktion efter dårlige præstationer. Vi må i hvert fald være løsningsorienterede og snakke om, hvad vi gør i den næste kamp, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

25-28-nederlaget til Aarhus nulstillede det forspring, Team Esbjerg havde bygget op til holdene bagved i HTH Ligaen. Holdet er fortsat nummer to efter Odense HC, der ikke har sat point til, men nu med adskillige hold åndende i nakken.

Ajax København har kæmpet sejt og havde indtil onsdag aften ikke tabt med over syv mål til noget hold. I forrige spillerunde erobrede holdet sit første point ved at spille 22-22 mod Aarhus United på udebane. Desto større var nedturen, da Ajax i Bavnehøj Arena onsdag aften blev nedspillet af indtil da pointløse EH Aalborg, der vandt med 32-22.

– Det er to hold, der har lyst til at revanchere sig, som mødes i Blue Water Dokken. Ajax er et hold af fine spillere fra næstøverste hylde, som elsker at spille håndbold. Det er bare endnu ikke lykkedes for dem at omsætte det til sejre, siger Jesper Jensen.

Team Esbjergs trup er uændret i forhold til Aarhus-kampen. Alle spillere får mulighed for at vise en bedre side af sig selv end to døgn tidligere.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaen mod Ajax København fredag den 26. oktober kl. 18.30 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen
Streg: Vilde Ingstad og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.