Sandra Toft overstrålede alle i vigtig udesejr

31/03 - 2018

Team Esbjerg stod over for et bjerg ved at indlede slutspillet uden point. Nu fører holdet pulje 1 efter at have tilføjet København Håndbold det første liganederlag i egen hal i denne sæson og tog med 26-25-sejren et vigtigt skridt mod semifinalen.

Forsvaret har været trumfkortet i de seneste kampe, men et meget aggressivt udgangspunkt med højt tacklende backs efterlod store rum bag forsvaret, som blandt andre stregspilleren Maria Lykkegaard og Mia Rej udnyttede og kom til københavnske gennembrud. Havde det ikke været for Sandra Tofts serie af redninger på 100 procents chancer, ville det formentlig være gået ilde.

– Nu er det slutspil, nu er det sjovt, og man får ekstra motivation. Jeg var meget stresset de sidste 10 minutter, og de straffede os på kontraer. Men nu er det lige meget, at vi har haft en svingende sæson, for vi står med fire point, sagde Sandra Toft til TV 2.

Første halvlegs store markspiller hos Team Esbjerg, en anden import fra Larvik, Sanna Solberg, scorede til esbjergensisk 1-0-føring efter 35 sekunder, men derefter overtog København midlertidigt styringen af kampen. Der blev lavet mange fejl i angrebsspillet, og hjemmeholdet spillede sig igennem til et stort antal chancer, som enten endte på træværket eller blev afværget af Sandra Toft.

Vilde Ingstad bragte Team Esbjerg foran første gang i det 14. minut, Ida Bjørndalen Karlsson øgede heldigt til 7-5, og sådan var marginalerne på gæsternes side. Men nu styrede Sandra og Sanne, sidstnævnte med et gevindskud til 12-9, inden hun med et par minutter tilbage af første halvleg blev ramt af sin anden udvisning. Den kostede to mål og resulterede i en smal pauseføring.

Efter pausen scorede Maibritt Kviesgaard sit eneste mål i indledningen, svenske Johanna Bundsen forhindrede med en dobbeltredning endnu en scoring af gæsterne, men Sandra Toft overstrålede hende klart og præsterede nye redninger på oplagte scoringsforsøg. Team Esbjergs fejlkvote forblev høj, men da kampen gik ind i den afgørende fase, rev både Ida Bjørndalen Karlsson, Lara González og Kristina Liscevic sig op ved hårrødderne og scorede vigtige mål. Tre store præstationer ud over de allerede nævnte.

Slutfasen blev unødigt spændende. Team Esbjerg førte efter pausen med tre-fire mål, men blev i slutfasen presset stadig mere af især velspillende Maria Lykkegaard på stregen og i kontraspillet. Cheftræner Jesper Jensen følte sig foranlediget til at tage sin tredje timeout med godt fem minutter igen. Han havde på det tidspunktet brugt det meste af den taktiske palet i både forsvar og angreb.

Ida Bjørndalen og Lara González scorede livsvigtige mål til 25-23 og 26-24, Debbie Bont reducerede fra fløjen, Lara González lavede angrebsfejl i det angreb, der skulle have afgjort kampen, og København-cheftræner Claus Mogensen tog en timeout med 27 sekunder igen bagud med et enkelt mål. Københavnerne spillede syv mod seks, og Kristina Liscevic blev udvist med fire sekunder igen, men Jenny Alm nåede kun at afslutte forkølet på kampens store spiller, Sandra Toft, hvis redningsprocent nåede 46.

– Det var en god kamp at vinde. Vi vandt målmandsduellen stort med en superkamp af Sandra Toft, og med den præstation måtte det naturligvis ikke blive spændende til sidst. Vi burde have afgjort kampen længe før. Når det er sagt, er vi naturligvis rigtig glade for sejren. Vi trak hårdt på de samme spillere, og flere af dem vil være trætte, når vi stiller op i Randers om bare tre dage. Men vi vil gøre alt for at fortsætte, som vi er begyndt i slutspillet, sagde Jesper Jensen.

Sejren i Frederiksberg Hallen øger Team Esbjergs muligheder for en semifinaleplads, og holdet kan med en sejr over Randers HK tirsdag aften tage yderligere et vigtigt skridt. Kampen er i realiteten Randers’ sidste chance for at bringe sig i spil til en af puljens to forreste pladser efter lørdagens nederlag til Nykøbing F Håndbold.

Kampen i tal:

København Håndbold – Team Esbjerg 25-26 (11-12)

Målscorere Team Esbjerg: Sanna Solberg 7, Ida Bjørndalen Karlsson 7, Lara González 5, Kristina Liscevic 4, Vilde Ingsstad 2 og Maibritt Kviesgaard 1.

Topscorer København: Maria Lykkegaard 8

Udvisninger:

Team Esbjerg: 5

København: 1