Sådan ser regnebrættet ud før opløbet om placeringerne

05/03 - 2018

Med nederlaget til Nykøbing F Håndbold er Team Esbjerg under pres før de to sidste spillerunder i grundspillet mod Odense Håndbold og FC Midtjylland. Bortset fra møderne med Team Esbjerg har de øvrige tophold opgaver, de skal kunne løse i denne fase af turneringen, og derfor er det nemt at opridse præmisserne inden tirsdagens kamp i Odense.

– Vinder vi begge kampe, bliver vi nummer fire, hvilket vil være en fin udgang på grundspillet. Vinder vi den ene, bliver vi nummer seks, og taber vi begge, bliver vi nummer syv. Ved de to sidste scenarier vil vi ende i samme slutspilspulje med Odense, FC Midtjylland og Silkeborg-Voel, og det er ikke noget ønskescenarium, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Team Esbjerg tabte det første opgør mod Odense i november med 18-27 efter at have spillet en fin første halvleg og ført med to mål ved pausen.

– Den kamp viste, at det handler meget om, hvorvidt vi er i stand til at bevare tålmodigheden. Odense har et enormt fysisk forsvar og ved, hvad der skal til, når det hele skal afgøres, fordi der er landsholdsspillere på alle pladser. Begge hold skal løse den angrebsmæssige knude, for vores forsvar og målvogtere kan også stå imod, når det gælder. Det hold, der formår at score flest mål på kontraangreb, vil især i denne kamp have gode sejrschancer, siger Jesper Jensen.

Foruden evnen til at komme af sted på kontraer nævner Jesper Jensen en langt lavere fejlkvote end i Nykøbing som en vigtig forudsætning for at komme fra Odense Idrætshal med point. Han har fortsat Odense Håndbold som favorit til at vinde DM-titlen, fordi holdet efter oprustningen inden denne sæson på papiret har det stærkeste hold med aktuelt seks spillere alene i den danske landsholdstrup.

Estavana Polman og Maria Mose Vestergaard er fortsat ude med skader, og Sofie Blichert-Toft har ikke trænet på grund af sygdom siden NFH-kampen. Det ventes dog, at hun kan være med i et vist omfang.

 

Team Esbjergs trup til kampen i HTH GO Ligaen mod Odense Håndbold tirsdag den 6. marts kl. 19.30 i Odense Idrætshal:

Målmænd: Sandra Toft og Ine Stangvik

Venstre fløj: Sanna Solberg og Mette Knudsen

Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Anne Brinch-Nielsen

Streg: Vilde Ingstad og Mette Gravholt

Bagspillere: Lara González, Ida Bjørndalen Karlsson, Kristina Liscevic, Sofie Blichert-Toft og Lene Østergaard.