Estavana Polman slap nådigt og kan være tilbage om få uger

26/02 - 2018

Estavana Polman slap forholdsvis billigt fra det uheld efter godt 20 minutters spil i topkampen mellem Team Esbjerg og København Håndbold, som sendte chokbølger igennem både medspillere, trænerteam og næsten 2.500 tilskuere lørdag eftermiddag.

Hun har sprængt et lille ledbånd i venstre fod, men ankelleddet er intakt, og den 25-årige bagspiller forventes tilbage i kamp i løbet af tre til seks uger. Dermed vil hun under alle omstændigheder kunne spille med i slutspillet, og selv håber hun på et hurtigere comeback.

– Jeg kan ikke støtte på foden endnu, men håber snart at kunne gå lidt, så blodcirkulationen kan hjælpe med til helingen. I det hele taget vil jeg gøre alt for at være tilbage så hurtigt som muligt, og mit håb er at kunne være med i kampen mod Odense Håndbold 6. marts, siger Estavana Polman.

Cheftræner Jesper Jensen tør ikke være helt så optimistisk, om end han medgiver, at Polman er typen, der kommer sig hurtigt over skader og har nemt ved at finde ind i spillet igen.

– Vi var klar over, at Estavana stod over for en pause efter uheldet, og for mig er scenarierne, om hun kan være klar til den sidste kamp i grundspillet mod FC Midtjylland 17. marts, eller hun bliver klar til slutspillet. Det er altid irriterende at skulle undvære en spiller, der betyder så meget for vores spil, på dette tidspunkt, men vi vælger at se glasset som halvt fuldt og glæder os over, at det trods alt ikke gik værre, siger Jesper Jensen.

– Lige da det skete tænkte jeg: Fuck, det gør ondt! Men det føltes værre, end det var, og jeg ser positivt på mulighederne for at være hurtigt tilbage på banen, siger Estavana Polman.