Norsk landsholdsfløj til Team Esbjerg på toårig aftale

27/11 - 2017

Team Esbjerg har indgået en toårig aftale med den norske landsholdsspiller, Marit Røsberg Jacobsen, der siden 2014 har spillet i Byåsen HE i Eliteserien og er i Norges trup til VM i Tyskland. Kontrakten har virkning fra 1. juli 2018.

Den 23-årige højre fløj har i denne sæson scoret 56 mål – heraf 22 på straffekast – i ni kampe for sin klub i ligaen, hvilket giver en foreløbig femteplads på topscorerlisten i Eliteserien. Derudover har Trondheim-klubben kvalificeret sig til gruppespillet i EHF Cup.

– Jeg har fået et godt indtryk af Team Esbjerg og trænerteamet og synes om hele den pakke, jeg er blevet tilbudt. Det er vigtigt for mig, at klubben har de samme ambitioner som mig, og et af målene på klubplan er at komme til at spille Champions League. Desuden vil jeg gerne fortsætte med at være en del af landsholdet. Jeg ønsker at udvikle mig i et godt træningsmiljø i Danmark, hvor jævnbyrdigheden i ligaen er større end i Norge, og hvor spillet nok er hurtigere, siger Marit Røsberg Jacobsen.

Siden debuten i juni 2016 har hun spillet 11 landskampe og scoret 21 mål. Hun betegner sig selv som stærk i kontraspillet, og hun kan også forsvare. Marit dækker i Byåsen både fløj og i en fremskudt position i et 5-1-forsvar. I Team Esbjerg bliver hun forenet med fløjkollegaen fra landsholdet, Sanna Solberg, og Vilde Ingstad, som hun begge kender fra det norske landshold.

– Marit er som spiller og menneske lige den type, vi gerne vil trække til klubben. Hun arbejder hårdt, har en god træningsmoral, og vi tror, at hun med sin hurtighed vil kunne tilføre os meget i kontraspillet. Det betyder også meget, at mennesket bag kan udfylde en rolle i klubben og blive en god ambassadør for os. Jeg har haft gode snakke med hende og fået bekræftet det gode indtryk, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Af nye spillere har Team Esbjerg endvidere indgået aftale med TTH Holstebro-playmakeren Annette Jensen, og Jesper Jensen vurderer, at klubben er langt med at opbygge stammen til 2018-2019-sæsonen. Han vil nu med sindsro følge VM-turneringen og se, hvad der dukker op af spændende muligheder.

Marit Røsberg Jacobsen er fra den nordnorske by, Narvik, og er kæreste med Fredrik, der er økonomiuddannet. Om han følger med til Esbjerg afhænger af, om han kan finde et job.