Aggressivitet og løb skal knække Odenses stjerner
12/11 - 2017
Team Esbjerg holder tidlig juleafslutning med et topbrag i HTH GO Ligaen mod DM-favoritten Odense Håndbold onsdag aften i Blue Water Dokken.
Jan Pytlicks mandskab er stjernebesat på alle pladser og har efter en rusten start på sæsonen fået gang i at udnytte holdets store potentialer. De seneste fem ligakampe er vundet.
-Odense er et hold med enorm fysik og landsholdsspillere på alle positioner, og vi har kæmperespekt for dem. Det bliver i hvert fald ikke på fysikken, vi skal slå dem, og vi skal satse på flere løbedueller end brydedueller. Det handler om at få kampen spillet med den aggressivitet, vi gerne vil have, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.
Rygstødet fra den vigtige udesejr over FC Midtjylland bliver en del af den mentale opladning til endnu et opgør mod et tophold.
– Vi blev mod Midtjylland atter bekræftet i vores bevidsthed om, at når vi rammer vores topniveau, så er vi dygtige. Vi er et af de hold, der har største forskel på top- og bundniveau. Det kunne vi have forudset, da vi sammensatte et hold af passionerede spillertyper, der på toppen kan afgøre stort set alle kampe. Det er en dejlig viden frem mod Final4 og slutspillet, og kan vi vinde over Odense, vil vi lægge endnu et lag på, siger Jesper Jensen.
Odense Håndbold har en bagkæde med fem landsholdsaktuelle spillere, blandt andre ligatopscorer Stine Jørgensen og talenterne Mie Højlund og Mette Tranborg. Senest mod Ringkøbing Håndbold dominerede fløjene Freja Cohrt og Jessica Quintino og hensatte landsholdsfløjen Trine Østergaard i en reserverolle.
Jesper Jensen er lidt delt omkring betydningen af at spille den sidste kamp før VM-pausen. Han underspiller ikke betydningen af at vinde og fortsætte frem mod det uofficielle mål om at opnå 30 point i grundspillet. Det vil på kort sigt give en andenplads og formentlig række til en top fire-placering i hele grundspillet. Men hans håndboldverden bryder ikke sammen, om det skulle blive til et nederlag. Sæsonen er fortsat lang, og kulminationen ligger et pænt antal måneder fremme for en trup, der ligesom Odenses har undergået store forandringer.
Team Esbjergs trup til kampen i HTH GO Ligaen mod Odense Håndbold onsdag den 15. november kl. 19.00 i Blue Water Dokken:
Målmænd: Sandra Toft og Ine Stangvik
Venstre fløj: Maria Mose Vestergaard og Sanna Solberg
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Anne Brinch-Nielsen
Streg: Ulrika Toft Hansen og Vilde Ingstad
Bagspillere: Lara González, Ida Bjørndalen Karlsson, Kristina Liscevic, Sofie Blichert-Toft, Estavana Polman og Lene Østergaard.