Team Esbjergnyheder

Trætte muskler skal genopbygges i Egypten

Team Esbjergs spillere har en tiltrængt uges ferie, inden træningen genoptages i den kommende uge, og VM-pausen næsten hele december giver mulighed for at tage på træningslejr i Egypten i dagene 6.-13. december.

- Jeg har gode erfaringer fra min tid i KIF Vejen med Egypten, hvor der er et godt træningsmiljø for fysisk træning på grund af faciliteterne og en temperatur omkring 25 graders varme. Kamppausen er enormt lang for de spillere, der ikke skal til VM i Brasilien, og vi har valgt at tage til et varmt, eksotisk sted, hvor vi skal træne hårdt fysisk og ryste holdet sammen, siger cheftræner Lars Frederiksen.

Træningsopholdet i Egypten foregår i Soma Bay ud til Det Røde Hav, der er kendt for at have noget af klodens klareste vand, og selv om det er billigt at opholde sig i Egypten, har turens ni spillere accepteret en beskeden egenbetaling for at deltage.

Danmarks bedste defensiv

Træningslejren følger efter et efterår, der med en enkelt svipser har været en stor optur for Team Esbjerg. Lars Frederiksen måler dog ikke udelukkende på resultater, men også på de temaer, han som ny cheftræner har været optaget af at introducere for spillerne. Mest synlig er overgangen fra det flagrende, individuelle angrebsspil i højt tempo til en mere kontrolleret spillestil med øget vægt på at forsvare.

- Vi har arbejdet meget på at optimere det defensive arbejde, og det handler ikke om held eller uheld, men om knaldhårdt arbejde. Der er gået færre mål ind ved os, vi har flere målmandsredninger og fremstår nu klart som holdet, der er scoret færrest mål imod i dameligaen. Vi vidste på forhånd, at skulle vi klare os i ligaen, måtte vi lægge meget vægt på forsvaret, siger Lars Frederiksen.

Den skandinaviske vej

Også i den anden ende af banen er det blevet nye tider. Tidligere har store profiler arbejdet meget på egen hånd, og det er nu afløst af et mere organiseret, skandinavisk præget angrebsspil.

- Vi har en stamme af skandinaviske spillere, og så er det nemmere at opbygge en spillestil baseret på aftaler. Vi scorer ikke så mange mål som de øvrige tophold, idet vi i fraværet af tunge skytter skal spille os til chancerne og ikke får så mange lette mål. Vi skal forbedre vores kontrafase ved at komme hurtigere af sted, når vi erobrer bolden, og lægge mere pres på modstanderne. I den fase af spillet skal vi være sikrere og mere effektive, siger Lars Frederiksen.

Han betegner kamppausen frem til hjemmekampen mod Team Tvis Holstebro 29. december som helt perfekt for Team Esbjergs ret smalle trup.
 
- Vi har trænet hårdt, spillet mange kampe, og der er trukket store veksler på de første otte spillere i truppen. I de sidste kampe kunne jeg mærke, at de var ved at være tømt fysisk og mentalt. De øvrige spillere har fortsat meget at lære i forhold til de bedste, siger Lars Frederiksen. 

Kiva Grafisk