Team Esbjergnyheder

Marta Mangue har gode minder fra sidst hun spillede mod Ringkøbing, hvor det blev til 13 mål. Foto: Niels Husted
Klik på foto for større version
Marta Mangue har gode minder fra sidst hun spillede mod Ringkøbing, hvor det blev til 13 mål. Foto: Niels Husted

Team vil videre i pokalturneringen

Mandag aften tager Team Esbjerg hul på Nordea Cup i sæsonens første pokalkamp.

Team Esbjergs modstander i 6. runde af Nordea Cup, Ringkøbing Håndbold, spiller til dagligt i 1. division. Her har den vestjyske klub hentet 37 point i 23 kampe, og ligger blot et enkelt point efter Roskilde på 1. pladsen.
 
Ringkøbing var også Team Esbjergs modstander for lidt under et år siden, da de to klubber var i samme pulje under sidste sæsons nedrykningsspil.
Her blev det til en sikker sejr på 30-21 til Team Esbjerg, hvor Marta Mangue stod for det helt store målshow med sine i alt 13 scoringer.
 
Team Esbjerg er storfavorit til kampen, og Jan Paulsen glæder sig over, at hans mandskab igen får mulighed for at påtage sig denne rolle efter et hårdt program:
 
 - Pokalkampen mod Ringkøbing kommer på et fint tidspunkt, hvor vi efter 3 meget svære ligakampe igen skal i favoritrollen inden den sidste afgørende kamp mod FCK. For os gælder det om at fokusere på os selv og vores spil, så kampen kommer til at foregå på vores præmisser, siger cheftræneren som på ingen måde undervurderer den vestjyske klub med hjemby ca. 80 km nord for Esbjerg.

- Vi tager bestemt ikke let på opgaven, da Ringkøbing er én af bejlerne til ligaen – for de kommer med masser af selvtillid i bagagen. Og pokalkampe er jo til for, at de lavere rangerede hold kan lave overraskelser mod de større hold. Men vi vil videre i pokalturneringen, siger Paulsen bestemt.
 
Kom ud og støt Team Esbjerg mandag d. 15. marts kl. 19.00 i Stadionhallen – billetpriser er kun 50 kr. (uanset alder) for både sidde- og ståpladser, og kan købes ved indgangen.
 
Du har naturligvis gratis adgang, hvis du har sæsonkort.

Kiva Grafisk