Team Esbjergnyheder
Team Esbjerg styrket til hårdere kamp om slutspilspladser
Team Esbjerg indleder fredag forberedelserne til en ny spændende sæson i Dame Håndbold Ligaen, når hovedparten af truppen mødes til gensyn, løb og boldspil i Esbjerg Gymnasiums sportshal.
Truppens nye spillere, Nikoline Nielsen og Kirsten Balle, har derefter mulighed for at blive integreret med de øvrige spillere, inden træningsprogrammet fra mandag accelererer op i fulde omdrejninger.
- Pigerne plejer at være gode til at træne selv i sommerferien, men der vil være ekstra fokus på den fysiske træning i den første fase. Træningen vil dog blive både fysisk, teknisk og taktisk. Vi spiller forholdsvis få træningskampe, idet jeg har en idé om at få fuldt udbytte af kampe, og det får man i mine øjne bedst, når der er lidt afstand mellem kampene. Vi står over for en lang turnering, og især i et OL-år er programmet krævende, siger cheftræner Lars Frederiksen.
Team Esbjergs tre OL-deltagere, norske Kari Aalvik Grimsbø og Gøril Snorroeggen, samt engelske Kelsi Fairbrother støder til truppen midt i august, lige inden FTZ Cup i Skjern. Første træningskamp er mod HC Odense 6. august.
Lars Frederiksen glæder sig over, at truppen er tilført to nye, danske spillere, idet de begge kan bidrage til byens håndboldkultur og til, at tilskuerne i den nye arena vil kunne identificere sig med Team Esbjergs spillere. Den tidligere Silkeborg-Voel-stregspiller, Kirsten Balle, kan spille 3’er-pladserne i forsvaret og har masser af ligarutine fra Silkeborg-Voel KFUM og Horsens. Hun indgår i en stregtrio med Rikke Zachariassen og unge Maja Bech Hansen, som ikke erstatter tabet af klassespilleren Ulrika Ågren, men rummer gode udviklingsmuligheder.
Særligt den tidligere Slagelse FH-topscorer, Nikoline Nielsen, vil med sin fysik og skudstyrke tilføre spillet en nye facetter.
- Vi har hidtil mest spillet med en dygtig gennembrudsspiller, Angelica Wallén, på venstre back, og med Nikoline får vi en ekstra dimension. Hun er en spillertype, vi synes, vi har savnet hidtil, og efter at have været fri for skader en hel sæson er hun et naturligt valg. Vi har i Gøril og Lotte Grigel spillere, der er gode til at iscenesætte, og det vil også styrke dem, at de får mulighed for at spille op til og ikke kun igennem. Med også Line Thorius i form får vi større muligheder for at skifte ud i bagkæden i løbet af en kamp, siger Lars Frederiksen.
Team Esbjerg-cheftræneren forventer en mere spændende liga i den nye sæson. I den seneste var Team Esbjerg ikke truet på femtepladsen i grundspillet, men i den kommende sæson forventer han en betydeligt større og mere jævnbyrdig midtergruppe, som vil gå efter enslutspilsplads. Det gælder FIF, der har styrket sig på vigtige positioner, KIF Vejen, der har købt godt ind af internationale klassespillere, og Aalborg DH, hvis holdet er ved fuld styrke.
- Der er ingen tvivl om, at vores eget hold er blevet stærkere. Ikke mindst fordi vi har fået en ekstra spiller i bagkæden med fysisk formåen og skudstyrke, siger Lars Frederiksen.
Team Esbjerg første træningsdage er fredag kl. 17.30 og mandag kl. 9.30, begge gange i Esbjerg Gymnasiums sportshal.






























